Fagligt input

Inspiration fra medlem til medlem...

Medlemmerne af Dansk Selskab for Folkesundheds bestyrelse og stående udvalg leverer på skift faglige inputs til selskabets nyhedsbreve.

De faglige inputs bringes desuden her på hjemmesiden, hvor man kan se inputs fra de seneste ca. to år.

Abonner på vort nyhedsbrev og få Fagligt Input
- og meget andet - direkte i din Indbakke.

 

 

Evaluering af COVID-19's indvirkning på folkesundheden må nødvendigvis ske løbende. Ingen kender slutdatoen på pandemien. I pandemiens første måneder var tal for smittede og coronarelaterede indlæggelser og dødsfald vigtige pejlemærker. Det er de stadig, men et par år inde i den globale sundhedskrise, kan der trækkes på en bredere vifte af data, når man skal vurdere, hvordan pandemien har påvirket folkesundheden i forskellige lande.

Der er fornylig kommet to studier, der undersøger, hvordan COVID-19 har påvirket den samlede dødelighed - opgjort som middellevetid og tabte leveår - i henholdsvis 29 og 37 lande (1, 2). Danmark er med i begge, og lad det være sagt med det samme: vi ligger i den gode ende.

Derfor er det relevant at se på den samlede dødelighed

Når det er relevant at se på den samlede dødelighed, skyldes det, at COVID-19 både har en direkte og en indirekte effekt på dødeligheden. Ud over de coronarelaterede dødsfald kan der være dødsfald, der skyldes, at sundhedsvæsnet har aflyst eller udskudt andre behandlinger, eller at borgere har undladt at søge læge med alvorlige sygdomme som kræft og hjertekar-sygdomme. Nedlukning af samfundet kan også have ført til færre dødsfald som følge af ulykker, influenza osv.

Det er alle disse kendte og ukendt effekter af COVID-19, man antager afspejler sig i udviklingen i den samlede dødelighed. Eftersom der generelt sker et fald i dødeligheden år for år – omend af varierende omfang fra land til land – vil en markant forøgelse af dødeligheden kunne tolkes som et udtryk for den samlede effekt af COVID-19.

I de to studier har man sammenlignet dødeligheden i 2020 – pandemiens første år – med dødeligheden i henholdsvis 2015-2019 og 2005-2019.

Middellevetid er en komprimeret opgørelse af dødeligheden i en befolkning, hvor dødeligheden i de enkelte aldersgrupper sammenfattes i ét tal ud fra et givet års dødelighedserfaringer. Middellevetid kan meningsfuldt sammenlignes på tværs af lande, fordi forskelle i aldersfordeling elimineres (aldersstandardisering).

Tabt middellevetid i 2020

Hvordan er det så gået? Der var et fald i middellevetid i 2020 for mænd og kvinder i alle de undersøgte lande undtagen New Zealand, Taiwan og Norge, hvor der var en stigning, og i Danmark, Island og Sydkorea, hvor middellevetiden var uændret.

Tolv lande havde et fald i middellevetid på over et år. Det største fald i middellevetid var i Rusland, USA, Bulgarien, Litauen og Polen. Generelt er det overdødelighed blandt personer fyldt 80 år, der har bidraget mest til faldet i middellevetid. USA skiller sig ud som det land, hvor dødsfald blandt mænd under 60 år bidrager mest til faldet i den mandlige befolknings middellevetid.

For mange af de vesteuropæiske lande skal man tilbage til 2. verdenskrig for at finde fald i middellevetiden i samme størrelsesorden, og for de østeuropæiske lande er faldet større end efter østblokkens opløsning (med undtagelse af Ungarn og Litauen).

Tabte leveår i 2020

En anden måde at opgøre forskelle i dødelighed på er tabte leveår. Her beregner man, hvor mange leveår, der er tabt som følge af for tidlig død (sammenholdt med forventet restlevetid).

Jo tidligere et dødsfald indtræffer, jo flere tabte leveår. Her betyder det altså noget, om COVID-19 først og fremmest har øget dødeligheden blandt midaldrende (mange tabte leveår) eller hos de ældste (få tabte leveår).

Tabte leveår i 2020 var højere end forventet i alle 37 lande undtagen Taiwan, New Zealand, Norge, Island, Danmark og Sydkorea.

I de resterende 31 lande gik mere end 222 mio. leveår tabt i 2020, hvilket er 28,1 mio. flere tabte leveår end forventet hos mænd og 10,8 mio. hos kvinder.

De fleste tabte leveår pr. 100.000 indbyggere blev observeret i Bulgarien, Rusland, Litauen, USA, Polen og Ungarn.

Konklusion

Hovedparten af landene i undersøgelserne er høj- og middelindkomstlande, så billedet er mangelfuldt (undersøgelserne omfatter kun lande, hvor der forelå pålidelige og dermed sammenlignelige data).

Ikke desto mindre kan man drage nogle vigtige konklusioner af undersøgelserne. For det første at effekterne af COVID-19 på folkesundheden er store. For det andet at effekterne varierer meget fra land til land.

Danmark er indtil nu sluppet bedre igennem pandemien end de fleste andre høj- og middelindkomstlande, hvis man ser på middellevetid og tabte leveår. Det betyder ikke, at der ikke også i Danmark forestår et større "reparationsarbejde" på sundhedsområdet. Dødelighed er kun én – ganske vist vigtig – brik i det samlede billede, når man skal vurdere, hvordan COVID-19 har påvirket folkesundheden. Befolkningens fysiske og mentale trivsel (ikke mindst hos de unge), ændringer i sundhedsvaner, udviklingen i social ulighed i sundhed og tilliden til de offentlige myndigheder er andre vigtige brikker. Her er vores viden stadig mangelfuld.

Referencer

1. Aburto JM, Schöley J, Kashnitsky I, Zhang L, Rahal C, Missov TI, et al. Quantifying impacts of the COVID-19 pandemic through life-expectancy losses: a population-level study of 29 countries. International Journal of Epidemiology. 2021.

2. Islam N, Jdanov DA, Shkolnikov VM, Khunti K, Kawachi I, White M, et al. Effects of covid-19 pandemic on life expectancy and premature mortality in 2020: time series analysis in 37 countries. BMJ. 2021;375:e066768.


 

Det faglige input er leveret Finn Breinholt Larsen. Finn er seniorforsker i DEFACTUM, Region Midtjylland, og medlem af Forskningsudvalget hos Dansk Selskab for Folkesundhed.


 

I foråret 2020 talte den norske sundhedsminister til ungdommen og sagde bl.a.

Det forår du fylder 14 ligger ikke i ro og venter på, at du skal komme. Det er ikke muligt at vende tilbage til den sommer, du var 17. Studentertiden kan ikke sættes på repeat.

Unge lever i høj grad i nuet og hver dag er en ny oplevelse og erkendelse. Det er måske en væsentlig grund til, at unge er i særlig risiko for dårlig mental sundhed, når tiden sættes i stå og livet i parentes. Hvilket netop var tilfældet under coronapandemien, hvor børn og unge blev udelukket fra skole og uddannelsesinstitutioner, fritidstilbud og fysisk kontakt med venner. De måtte i stor udstrækning tilfredsstille deres faglige og sociale udvikling og samvær via en skærm og inden for familiens rammer - hvis overhovedet.

En dansk rapport ’Sammen - hver for. Hvordan tackler unge coronakrisen?’  baseret på en undersøgelse af mental sundhed blandt unge i en kortere periode i 2020 bekræfter, at de unge oftere oplevede symptomer på dårlig mental sundhed som irritabilitet, ensomhed og isolation, og at især pigerne følte sig kede af det eller stressede.

På Folkesundhedsdage 2021 indledte enhedschef Niels Sandø, Sundhedsstyrelsen konferencen med et oplæg om Pandemiens konsekvenser for Sundhedsstyrelsens prioritering af folkesundhed. Mental sundhed, hygiejne, ulighed og samarbejde var de fire områder, Niels havde valgt ud. Den mentale sundhed blandt dele af befolkningen herunder børn og unge er blevet dårligere: mere ensomhed og isolation, mere stress og for en mindre, men sårbar gruppe endog flere med selvskade og tanker om selvmord. Læringen er, at restriktioner og deres konsekvens for mental sundhed skal vies mere opmærksomhed, den mentale sundhedsfremmende indsats skal styrkes, og særlig opmærksomhed rettes mod sårbare grupper.   

I Norge har en kommune taget udfordringen op, og Stavanger Kommune nedsatte i februar 2021 en kommission som fik to opgaver:

  • Hvordan kan kommunen sammen med andre aktører bidra til å forhindre ungt utenforskap, og hva kan gjøres for å bidra til at mange flere unge som i dag faller utenfor kommer i et langsiktig løp for utdanning, arbeid eller/og skape større sosiale nettverk?
  • Hvordan har unge voksne blitt rammet av koronapandemien, og hvordan kan kommune og lokalsamfunnet ivareta denne aldersgruppen på en best mulig måte i sluttfasen av pandemien og i etterkant av pandemien?

Svaret på det andet spørgsmål er udmøntet i en rapport fra september 2021 ’Unge i Stavanger under pandemien’, og svaret på det første spørgsmål offentliggøres senere.

Unge er særlig hårdt ramt af pandemien. Flere unge har oplevet ensomhed, dårlig mental sundhed og alvorlige psykiske problemer, og fundene er gennemgående og alvorlige. De unge som fremhæves i rapporten, er unge som bor i familien med generelle levekårsudfordringer, og hvor forældrene oplever arbejdsløshed og indtægtstab eller har psykiske problemer og misbrugsproblemer Det er risikofaktorer, som forstærkes, når der ikke er mulighed for støtte og deltagelse i fællesskaber uden for hjemmet. Det kan i nogle tilfælde føre til øget omsorgssvigt og vold.

En anden gruppe unge som er særligt udsat, er seksuelle minoriteter. For disse unge er det at deltage i fællesskaber, hvor man anerkendes og får støtte til at være sig selv af særlig betydning. En mulighed som ikke har været til stede under pandemien. I den forbindelse kan det nævnes, at EUPHA netop har udsendt Statement on sexual and reproductive healt and rights.

Unge med psykiske problemer har også mærket konsekvenserne af nedlukning og restriktioner. Forudsætningen for at børne- og ungdomspsykiatrien og socialforvaltningen kan yde en optimal indsats er, at skolen, sundhedsplejerske, fritidsklubber og organisationslivet kan fungere som de unges sociale sikkerhedsnet og udgøre de arenaer, hvor de unge kan opleve fællesskab, mestring og mening. Den helt nødvendige samskabelse og koordinering har ikke haft gode vilkår under pandemien.

Hjemmeskolen har været en udfordring for de bogligt svage elever. Men også helt generelt da de unge bekymrer sig for, hvilke konsekvenser det faglige læringstab vil få for deres videre uddannelse og jobmuligheder. Elever med svage sociale netværk er også en gruppe unge, der er meget påvirket af manglende muligheder for kontakt, og her fungerer skolen som en vigtig mødeplads for social træning.

De unge er ikke blevet hørt om deres situation under pandemien, og de har ikke været inddraget i beslutninger om regler. Unge har ret til at blive involveret i afgørelser, der påvirker dem, og de kan give input til forebyggende og kompenserende tiltag, der kan bidrage til håndtering af livet både under og efter en pandemi.

Foruden en kortlægning af de unge og deres mentale sundhed peger rapportens også på, at coronapandemien har synliggjort mange eksisterende svagheder ved de kommunale tilbud bl.a. behovet for en helhedstænkning i hele opvækstmiljøet. De enkelte tilbud og indsatser fungerer dårligere, når helheden mangler. Endelig peges på behovet for en samlet oversigt over kommunale og frivillige tilbud.

Kommissionen slutter med nogle anbefalinger:

A. Styrke tjenestetilbud og samarbeid for unge med psykiske plager
B. Styrke lavterskel- og fritidstilbud som skaper fellesskap, mestring og mening
C. Sikre samordning og helhet i tilbud til unge
D. Kompensere for faglig og sosialt læringstap i skolen
E. Styrke innsats for familier med levekårsutfordringer
F. Øke unges medvirken

I foråret 2022 offentliggøres de nye tal fra befolkningsundersøgelser gennemført i de fem regioner og på landsplan i 2021. Det giver kommunerne nye data til brug i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. De unges mentale sundhed er en del af det store materiale, og med den viden vi allerede har, er det sandsynligt, at man også hos danske unge ser en forværring af den mentale sundhed, og at det som i Stavanger afspejler en social ulighed i sundhed. Det bliver spændende at se og måske ikke mindst at følge, hvordan de centrale myndigheder og kommunerne vil takle udfordringerne.

’Sammen hver for sig’: https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/udgivelser/2021/rapport_www_hvordan_tackler.pdf

’Unge i Stavanger under pandemien’:  https://www.stavanger.kommune.no/siteassets/politikk/stavanger-kommune-2131-ungt-utenforskap_web-rapport_a4.pdf

’Statement on sexual and reproductive health and rights’:  https://eupha.org/repository/advocacy/EUPHA%20Statement%20on%20sexual%20and%20reproductive%20health%20rights.pdf


 

Kirsten Vinther-Jensen, ekstern lektor på Aarhus Universitet og formand for DSFFs Folkesundhedsdagsudvalg, har leveret dette faglige input.


 

Siden det første smittetilfælde blev registreret i Kina, og WHO erklærede COVID-19 en pandemi (WHO 2020) har vi levet med en indgribende sundhedstrussel og man skal lede længe efter en begivenhed, der har sat så omfattende spor på samfundet og hvis effekter vi næppe er på den anden side af endnu. COVID-19 var og er en trussel for vores folkesundhed grundet den store og hastige smittespredning, og fordi sygdommen i værste fald kan medføre for tidlig død. Coronakrisen har vist, at vi lever i et risikosamfund, hvor vi mennesker er bundet sammen på kryds og tværs af hinanden også globalt. Nye mutationer kan opstå og når virussens fluktuationer sættes i bevægelse, påvirkes både sundhedssystemets kapacitet, grundværdier for sociale omgangsformer med store omvæltninger af arbejde- og familieliv til følge og de politiske virkemidler og råderum. Globale regioner rammes forskelligt og forskudt og rundt om i verden ses, at lande har valgt at tackle disse samfundsomvæltende udfordringer på forskellig måde og ud fra forskellig styringslogik. Forekomsten af en ny pandemi har truet folkesundheden globalt og har haft alvorlige konsekvenser for enkeltpersoner, samfund og international handel og samarbejde, hvilket har stillet højere krav til politiske handlinger, strategier og styring, samt ikke mindst implementering af tiltag til at bekæmpe nye udbrud. Under pandemien har der været tale om politik med fokus på krisestyring, da man ikke havde meget viden at læne sig op ad og et langt stykke hen ad vejen måtte asfaltere mens man kørte. 

Formålet med denne undersøgelse var at kortlægge og diskutere implementeringen af ikke-medicinske folkesundheds- og overvågningspolitikker, samt tiltag, der er gennemført for at bekæmpe spredning af COVID-19 pandemi i Danmark, Serbien og Sverige i de første fem måneder af pandemien (marts til juli) i 2020.

Evidens omkring pandemistyring viser, at hurtige, radikale og evidensbaserede tiltag fra sundhedsmyndighedernes side er afgørende for at afbøde virkningen af ​​pandemien, mindske dødeligheden og beskytte allerede sårbare grupper i samfundet. Hovedelementerne i pandemiplaner er ofte:

  1. I pandemiens indledende faser hurtigt at påvise det nye virus og at minimere smitteudbredelse - via risikovurdering gennem opsporing, behandling og isolation af smittede og deres kontakter.
  2. At reducere sygelighed og dødelighed ved forebyggende foranstaltninger, herunder brug af vaccination og brug af medicin.
  3. At sikre opretholdelse af et fungerende sundhedsvæsen og styrke kapaciteten og service.
  4. At sikre kontinuerlig kommunikation mellem beslutningstagere, sundhedsvæsenet og befolkningen.

Da vaccine ikke var tilgængelig før udgangen af 2020, var de første måneder af pandemien i de tre lande præget af ikke-medicinske folkesundhedsinterventioner for at reducere antallet af alvorlige tilfælde indlagt på hospitalerne. De vigtigste ikke- medicinske folkesundhedsinterventioner, er inddæmningsstrategier, der fokuserer på at inddæmme udbruddet ved at minimere risikoen for overførsel fra inficerede til ikke -inficerede personer, herunder foranstaltninger til at opdage tilfælde tidligt, kontraktsporing for at undgå udbrud og afbødningsstrategier med det formål at bremse sygdommens udbrud og mindske indvirkningen på sundhedsvæsenet via social distancering, lockdown af dele af samfundet og personlig og samfundsmæssig hygiejne. Disse to typer strategier anses for at repræsentere et kontinuum og er komplementære med det formål at reducere antal smittede, beskytte borgere og undgå en overbelastning af nationale sundhedssystemer.

Der er forskellige forklaringer på forskelle mellem landene med hensyn til pandemisk reaktion. Her peger litteraturen og denne undersøgelse på, at forskellig grad af velstand, organisering af velfærdsstat og sundhedssystem, samt den kulturelle orientering hos befolkningen og den politiske kultur spiller afgørende ind på, hvilke politiske tiltag, der bliver gennemført og valgt i forbindelse med krisestyring. Eksempelvis er nationale strategier ikke kun betinget af statens dominans og kontrol, men i lige så høj grad af borgernes legitimitet, det vil sige deres overholdelse af de indførte politikker og opbakning hertil. Det betyder, at man kan ikke tale om at "one-size-fits-all", men at politik krisestyring i den grad afhænger af den konkrete kontekst og hvad der er muligt.

Et andet vigtigt parameter i krisestyring er, at pandemiske styringsforanstaltninger skal være smidige og adaptive. De organisatoriske rammer i det pågældendes lands sundhedssystem f.eks.  grad af centralisering eller decentralisering og myndighedernes legitimitet vil påvirke resultaterne af krisestyring og kan ændre sig over en given periode. Det betydet, at krisestyring af en pandemi både kræver fleksibilitet og tilpasning løbende, hvilket også kan ses på tværs af de tre lande.

En tredje forhold som hævdes at være en vigtig faktor i krisestyring, er tillid mellem politikerne og befolkningen og selve styringslegitimiteten. Her viser undersøgelser og tillidsindeks blandt andet, at Danmark og Sverige sammenlignet med andre lande skiller sig ud med høj grad af tillid. Tilliden betyder konkret en høj grad af efterlevelse af myndighedernes anbefalinger omkring afstand, håndvask og test.

Undersøgelsen her viser, at de tre lande valgte helt forskellige foranstaltninger til at bekæmpe smitte af COVID-19. Den danske strategi var fokuseret på at forebygge et højt antal inficerede tilfælde og opretholde sundhedsvæsenets kapacitet, fremme ’kurveudfladning’ og hæmme smittespredningen. Regeringens strategi med at levere strenge styringselementer, retningslinjer og adfærdsanbefalinger blev generelt accepteret af befolkningen på grund af vellykket kommunikation, tillid til myndighederne og det man siden har betegnet som normen om “samfundssind”. Den serbiske strategi med meget restriktive og strenge foranstaltninger og omorganisering af sundhedssystemet resulterede generelt i, at borgernes overholdte corona-reglerne, dog faldt opbakningen over tid. På grund af en anden politisk kultur var det afgørende fra statens side at indføre hårde restriktionerne og anvende mere paternalistiske tiltag i begyndelsen og denne mere hårde strategi med mere totalitære elementer blev i første omgang accepteret af befolkningen.  I den svenske strategi bag pandemihåndtering vægtede man derimod individets autonomi og tilbød anbefalinger frem for begrænsninger. Denne tilgang gjorde det muligt for den enkelte borger selv at være den beslutningsdygtige enhed frem for staten eller sundhedsmyndigheden og derved var fokus i de første måneder på frivillig overholdelse og det passede godt til den svenske befolkning.

Sammenligning af de tre cases peger på, at en vellykket respons- og kommunikationsstrategi er bygget op på klar kommunikation mellem alle aktører og en løbende afvejning af ønsket om hurtig respons og hensynet til tillid og legitimitet i befolkningen.

Undersøgelsen her illustrerer, hvor svært det er at styre en pandemi og hvor vigtigt det er at blive klogere på de forskellige erfaringer landene imellem. Derfor er det væsentligt for forskningen at undersøge de statslige strategier bag COVID-19 beredskabet i forskellige lande, og undersøge hvad vi kan lære til at bekæmpe fremtidige pandemier.

Er du interesseret i undersøgelsen og flere detaljer om sammenligningen mellem de 3 lande udkommer artiklen i Scandinavian journal of Public Health i efteråret.

Artiklen hedder:
“Public health, surveillance policies and actions to prevent community spread of COVID-19 in Denmark, Serbia and Sweden” den er skrevet af:
Pernille Tanggaard Andersen, Natasa Loncarevic, Maria Busk Damgaard, Mette Winge Jacobsen, Farida Bassioni-Stamenic & Leena Eklund Karlsson

Medlemmer af DSFF har gratis onlineadgang til Scandinavian Journal of Public Health. 


 

Det faglige input er leveret af Pernille Tanggaard Andersen. Pernille er professor og forskningsleder for forskningsenheden for Sundhedsfremme, Syddansk Universitet. Desuden er Pernille medlem af DSFFs forskningsudvalg.


 

Ny ramme for udvikling og evaluering af komplekse interventioner: Stor relevans for folkesundheds praksis og forskning.

Mange folkesundhedsproblemer er komplekse. Om det drejer sig om ensomhed, stress, stillesiddende adfærd, overvægt eller COVID-19, så er der tale om udfordringer med stor kompleksitet. De fleste, måske alle, folkesundhedsproblemer er indlejret i kontekster, hvor en række aktører interagerer på forskellige politiske og praktiske niveauer, og hvor befolkningen tilsammen repræsenterer en række forskellige målgrupper, der kan være med til at definere og håndtere problemet.

I slutningen af september 2021 udkom en opdateret ramme for udvikling og evaluering af komplekse interventioner fra det engelske ”Medical Research Council” (MRC). Det er et nyt bud på, hvorledes vi kan håndtere denne kompleksitet på systematiske og videnskabelige måder. Rammen er særdeles relevant for folkesundhed, både i praksis og forskning. Der er tale om en udvidelse af en tidligere guide fra MRC, og den indeholder fortsat fire faser omhandlende udvikling, gennemførlighed, evaluering og implementering. Dog er selve udviklingsfasen opdateret således, at der er lige så meget fokus på at tilpasse eller udvikle eksisterende interventioner som det at udvikle nye interventioner.

Blandt de øvrige væsentligste ændringer er (1) en opdateret definition af komplekse interventioner, der fremhæver det dynamiske forhold mellem interventionen og dens kontekst, og beskriver Interventioner som ”begivenheder i systemer”, (2) en langt bredere forståelse for anvendelse af en række ​​forskelligartede evaluerings- og forskningsperspektiver, såsom teoribaserede og systemperspektiver, som kan anvendes på lige fod med fx klassiske randomiserede og kontrollerede studier; samt (3) identifikation af seks 'kerneelementer', der kan guide alle faser af interventionsforskning. De seks kerneelementer er følgende:

Kontekst: Stor vægt på betydningen af ​​kontekst og værdien af ​​at forstå interventioner som 'begivenheder i systemer', der frembringer effekter gennem interaktioner med funktioner i de sammenhænge, ​​de implementeres i.

Forfinelse og test af programteori: En programteori beskriver, hvordan en intervention forventes at føre til dens virkninger og under hvilke betingelser. Programteorien bør testes og forfines på alle stadier og bruges til at guide identifikationen af ​​usikkerheder, forskningsspørgsmål og evalueringsresultater. Udviklingen af ​​programteori er en samskabende og iterativ proces.

Interessenter:  Ægte engagement fra relevante interessenter gennem hele interventionsprocessen og samarbejde med dem som partnere om at udvikle, identificere, acceptere eller prioritere interventioner og blive enige om programteorier, forskningsperspektiver og centrale usikkerheder

Usikkerheder (herunder utilsigtede konsekvenser):  Identifikation af de vigtige usikkerheder, der findes i betragtning af, hvad der allerede er kendt, og hvad programteorien, forskerteamet og interessenter identificerer som værende de vigtigste.

Forfinelse af interventionen: Processen med at 'finjustere' eller foretage ændringer i interventionen, når en foreløbig version (prototype) er blevet udviklet. Der foreslås, at løbende forfinelse af en intervention, i overensstemmelse med programteorien, kan forbedre interventionens potentielle implementerbarhed og skalering.

Økonomiske overvejelser: Interventionernes komparative ressource- og outcome konsekvenser for de berørte mennesker og organisationer. Der lægges mere vægt på disse end i den tidligere vejledning, fordi de ses som et centralt element i alle faser af interventionsforskning, snarere end blot et sæt metoder til vurdering af omkostningseffektivitet.

Figur 1: Den nye ramme for komplekse interventioner, udgivet af en gruppe førende engelske interventionsforskere i regi af MRC*

*Figuren er fra Skivington K et al: A new framework for developing and evaluating complex interventions: update of Medical Research Council guidance BMJ 2021374, som findes frit tilgængeligt online.

 

Læs mere i enten

Den korte version: https://www.bmj.com/content/374/bmj.n2061

Den lange version: https://www.journalslibrary.nihr.ac.uk/hta/hta25570/#/abstract


 

Det faglige input er leveret af Helle Terkildsen Maindal.

Helle er professor i sundhedsfremme på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, samt seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen. Desuden er Helle medlem af DSFF’s bestyrelse, og chair-elect.


 

I Island er unges brug af alkohol, tobak og andre rusmidler faldet markant gennem de seneste 20 år. Fra at være blandt de i Europa med det højeste forbrug af alkohol, tobak og andre rusmidler, er islandske unge nu blandt dem, der ryger og drikker mindst. Faldet tilskrives i mange sammenhænge implementeringen af det, der betegnes som den islandske model.

I et nyt dansk litteraturstudie har Statens Institut for Folkesundhed kortlagt den såkaldte ”islandske model”. Den islandske model dækker over en forebyggelsesmodel, der er forankret i lokalsamfundet, og som skal styrke faktorer, som beskytter mod unges rusmiddelbrug inden for fire områder: Familie, venner, fritid og skole. 

I litteraturstudiet undersøges det, hvilken betydning tre af de fire indsatsområder – familie, venner og fritidsaktiviteter - har for unges brug af rusmidler. Rapporten er udarbejdet som en del af indsatsen ”Fælles om ungelivet,” hvor Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Trygfonden og fem pilotkommuner arbejder for at skabe rammerne for et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en lige så markant rolle, som de gør i dag. I alt omfatter kortlægningen 17 studier, som omhandler den islandske model og beskyttende faktorer i modellen i forhold til unges rusmiddelbrug.

Link til rapporten...

Vigtigt at fremme beskyttende faktorer

Litteraturen peger på, at det er vigtigt at fremme beskyttende faktorer. Beskyttende faktorer er blandt andet, at forældre ved, hvor de unge er om aftenen, og hvem de er sammen med. Det er også, at forældre kender de unges venner og deres forældre, samt at forældre udtrykker at være imod, at deres børn bruger rusmidler. En vigtig beskyttende faktor for unges rusmiddelbrug er desuden, at unge deltager i en form for organiseret fritidsaktivitet, for eksempel håndbold eller spejder.

Derimod er det risikofaktorer for brugen af rusmidler hos unge, at deres venner drikker og ryger, og at de unge oplever at få respekt blandt venner, hvis de ryger eller drikker. Dog peger kortlægningen på, at der kan være særlige fordele ved at deltage i organiserede sports- og fritidsaktiviteter blandt unge, som for eksempel har venner, der bruger rusmidler, eller som har forældre, der ikke bruger så meget tid sammen med dem. Det ser nemlig ud til, at disse risikofaktorer for rusmiddelbrug bliver mindre betydningsfulde, når unge engagerer sig i organiserede sports- og fritidsaktiviteter.

Modellen i en dansk kontekst

Rapporten drøfter, hvordan modellen kan overføres til Danmark og konkluderer, at der med fordel kan arbejdes med at fremme beskyttende faktorer med udgangspunkt i den islandske model. Der er dog en række opmærksomhedspunkter i implementeringen af den islandske model i Danmark. Ungdomskulturen og brug af rusmidler er i høj grad betinget af den kulturelle og sociale kontekst, som de unge vokser op i, og dette er vigtigt at have sig for øje i forhold til arbejdet med modellen og dens komponenter i Danmark.

Rapporten peger på fordele ved at skabe en fælles forståelsesramme gennem stærke partnerskaber blandt beslutningstagere, forskere, praktikere og lokalsamfund, og ved at inddrage forældre, unge og foreningsliv i igangsættelse af konkrete indsatser og aktiviteter. Desuden peges der på en række opmærksomhedspunkter i arbejdet med at fremme de beskyttende faktorer i Danmark. Det indebærer blandt andet, at forældre bliver informeret om deres vigtige rolle i forhold til de unges adfærd og valg. En udfordring kan være at finde den gode balance mellem at skabe tillid og samtidig have styr på, hvor den unge er om aftenen og med hvem. Der er også potentiale i at afdække, hvordan der kan arbejdes med ungefællesskaber i Danmark, som ikke inkluderer brugen af rusmidler. I forhold til arbejdet med fritidslivet er det desuden vigtigt at afdække, hvilken kultur samt hvilke normer og værdier, der eksisterer i de enkelte foreninger omkring brugen af rusmidler.


 

Det faglige input er skrevet af Simone Gad Kjeld, forskningsassistent, Statens Institut for Folkesundhed, SDU og formidlet af Maj Britt Dahl Nielsen, som er medlem af DSFFs bestyrelse.


 

Et af folkesundhedens mange ansigter er en gruppe af udsatte unge, som blandt andet er kendetegnet ved ikke at have tilknytning til uddannelsessystem eller arbejdsmarked. Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest, har i samarbejde med Herning, Skive, Randers og Syddjurs kommune igangsat et projekt om en tidlig, integreret behandlings- og beskæftigelsesindsats for unge med depression, angst eller stress (IBBU).
 
IBBU-indsatsen integrerer en sundhedsfaglig udredning og behandling, som flyttes ud i job-centret, med jobcentrets ungeindsats. Metoden er tværfaglig og helhedsorienteret med stor involvering af den unge.
Formålet er at afhjælpe flere af de mange bump på vejen, som bremser udviklingen af den unges uddannelses- og jobparathed.

Projektet har en varighed på 2 år og 8 måneder med opstart 1. marts 2021.
 
Projektet har tre overordnede formål:

  • At få udredt unge med symptomer på depression, angst og stress og få iværksat den rette behandling i de unges nærmiljø, så de opnår øget livsmestring og påbegynder og gennemfører uddannelse eller job.
  • At øge udrednings- og behandlingskapaciteten ift. de unge gennem oplæring og supervision af en ny gruppe af sundhedsfagligt personale (care managere), som udstationeres i kommunerne. Care managerne understøttes af specialistuddannede psykologer og en psykiater, der også er tilknyttet projektet.
  • At videreudvikle en fremtidig forankring af tilbud om en tidlig integreret uddannelses-/beskæftigelses-/behandlingsindsats for unge med depression, angst og stress. Både som et fast tilbud i regionens opgaveportefølje og som fast element i jobcentrenes indsats for udsatte unge.

Projektet er støttet af midler fra den A.P. Møllerske støttefond og konsulentfirmaet Discus, som er samarbejdspart i projektet.
 
For yderligere information kan følgende kontaktes:
Camilla Rasmussen, chefpsykolog
Specialist i klinisk psykologi – sundhedspsykologi og psykoterapi
Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest
Telefon: +45 78435030. Mailadresse: calrsm@rm.dk


 

Det faglige input er formidlet af Mila Kim. Mila er speciallæge i almen medicin og samfundsmedicin, ansat som overlæge i Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Region Midtjylland. Desuden medlem af DSFFs bestyrelse og Folkesundhedsdagsudvalg.


 

For tre år siden fik Region Nordjylland og Morsø Kommune lov til at eksperimentere med nye samarbejdsformer og initiativer i sundhedsvæsnet til gavn for borgerne. Det er der indtil videre kommet 30 projekter ud af og et hav af nye relationer.

For 14 dage siden holdt Nye Veje midtvejskonference bl.a. på baggrund af en midtvejsevaluering fra VIVE.

Meget er allerede opnået

Der er fra alle partner stor tilfredshed med projektet og det, der allerede er opnået.

Også en af ophavsmændene, tidl. regionsdirektør Svend Særkjær, var med på video fra København og fortalte, at han også er stolt og imponeret over, hvad Nye Veje har bidraget med allerede. Svend er sidenhen blevet departementschef i Sundhedsministeriet, og det er jo ikke helt skidt at have en fortaler for Nye Veje netop der.

Nye Veje blev i høj grad til på baggrund af massiv lægemangel på Mors. For at få noget stabilitet og mulighed for at afprøve nye koncepter fik Region Nordjylland og Morsø Kommune derfor tilladelse af Sundheds- og Ældreministeriet til at drive 6-årige regionsklinikker. I dag er lægemanglen på Mors slut, regionsklinikkerne er allerede overtaget af praktiserende læger på almene vilkår, og der er endda oprettet et ekstra ydernummer.

Tætte og gode relationer er vigtige for den samarbejdsform, der er valgt til Nye Veje. Derfor har relationen mellem almen praksis, kommune og region/hospital været altafgørende. Også her mener alle parter, at der nu er opbygget et rigtig godt fundament at arbejde videre ud fra.

Digitalisering har spillet ind i rigtig mange af Nye Veje projekterne. Tilbage i 2018-19 (altså præ corona) var videokonsultationer og deslige ikke så udbredt, men blev i Nye Veje regi sat i søen med stor succes, og alle involverede har i den grad kunnet bruge erfaringerne det seneste halvandet år, hvor video har været et must i mange sammenhænge, ligesom andre har kunnet trække på erfaringer gjort i projekter under Nye Veje.

Nye Veje kan altså allerede ved midtvejskonferencen vinge mange af målene af.

Fra projekt til drift

De næste tre år handler derfor om at komme videre fra projekt til drift.

Ord som pionerånd, energi, mod, eksperimentarium og "just do it" blev under konferencen koblet på opstartsfasen. Det er ord, folkene bag Nye Veje er enige om, ikke må glemmes. Det skal blive hverdag, men ikke kedelig hverdag. Vi skal ikke tilbage til kassetænkning, men fortsætte med at tænke ud ad boksen.

Og så skal vi som myndigheder i endnu højere grad spørge borgene, hvad de gerne vil. Projektet har indtil nu være nålestik ind forskellige steder i region og kommune, men selvom borgerinddragelse har været en stor del af mange projekter, har borgerne i det store hele ikke være inddraget endnu. Borgerinddragelse skal være en naturlig del af hele sundhedsvæsnet – ikke kun i de projekter, der tilfældigvis har været en del af Nye Veje.

Hele konferencen kan ses på Nye Vejes hjemmeside.


 

Det faglige input er leveret af Vickie Hayes Kyed. Vickie er kandidat i sociologi. Ansat som Faglig Koordinator hos Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland. Desuden er Vickie medlem af DSFFs bestyrelse.


 

I Sund By Netværket oplever vi, at kommunerne skal prioritere benhårdt i de kommunale forebyggelsesopgaver og kun vælge de indsatser, som de ved virker på forhånd. Der efterspørges særligt evidensbaseret viden om effektfulde sundhedsfremme– og forebyggelsesindsatser. Det giver god mening.  Men hvordan ved vi, hvad der virker og med god effekt?

Svaret på dette spørgsmål skal findes ved hjælp af god dokumentation og evidensbaseret evaluering af kommunernes sundhedsfremme– og forebyggelsesindsatser. Tesen er, at det vil højne niveauet af de kommunale indsatser på folkesundhedsområdet, og samtidig være et effektfuldt middel, når værdien af en given sundhedsindsats skal videreformidles til beslutningstagere, kolleger, samarbejdspartnere og borgere. Det er dog selvsagt ikke alle indsatser, der kan og skal evalueres af eksterne evaluatorer eller have tilknyttet forskning. Det kan være unødvendigt, bøvlet og ikke mindst for dyrt i forhold til værdi. Lidt har også ret.Med Sund By Netværkets nye kommunale evalueringsværktøj er det ambitionen at løfte dokumentations- og evalueringsarbejdet i kommunerne og klæde den enkelte sundhedsprofessionelle bedre på til at dokumentere og evaluere eget (eller kollegaens) arbejde. Værktøjet skal bidrage til at kvalitetssikre og udvikle kommunernes indsatser på folkesundhedsområdet ud fra et evidensbaseret evalueringsfagligt grundlag.

Eller sagt på en anden måde: Med værktøjet i hånden kan den enkelte medarbejder med lidt rankere ryg komme nærmere spørgsmålet – hvad virker, for hvem, og under hvilke omstændigheder?   

Sund By Netværkets temagruppe Dokumentation og Evaluering har nu igennem fem år delt viden om - og praksisnære erfaringer med - dokumentation og evaluering i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde. I fællesskab er de blevet klogere på et komplekst område, der rummer mange forskellige tilgange, metoder og teorier. – Og det er med afsæt i dette arbejde, at evalueringsværktøjet er udviklet, direkte rettet mod kommunal praksisnær evaluering. I samarbejde med forskningen.

Sideløbende med udviklingen af evalueringsværktøjet, har Sund By Netværket lanceret den digitale vidensdelingsplatform www.Sundeborgere.dk, der understøtter og styrker kommunernes sundhedsfremme- og forebyggelsesarbejde baseret på et grundlag af viden, praksiserfaring og dokumentation. Via vidensskabelonen giver Sundeborgere.dk sundhedsprofessionelle rundt om i kommunerne mulighed for at dele og tilegne sig praksisviden om konkrete forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer - på tværs af kommunerne. Her ser Sund By Netværket en stærk parallel til det kvalificerende evalueringsværktøj, der netop bidrager til dokumentation og kvalitetssikring af praksisnære kommunale indsatser på folkesundhedsområdet.

I et samspil mellem evalueringsværktøjet og vidensskabelonen, er det mit håb, at vi får al den praksisnære viden - som vi ved allerede er derude hos kommunerne - evalueret og ud at leve. Så kommunerne bedre kan prioritere i det som virker. Alt sammen selvfølgelig til gavn for dem det hele handler om: Borgerne. Dig og mig.

Find evalueringsværktøjet her


 

Jan Andersson, medlem af DSFFs bestyrelse og specialkonsulent i Sund By Netværket


 

Maj 2021

- Når sundhed og trivsel samskabes i lokalsamfundet

En intern evaluering af Restaurant Virketrang i Tingbjergs Fælleshave viser at madglæde, mad-mod og madkompetencer styrkes blandt voksne og børn, der deltager i den workshopbaserede beboerrestaurant. Samtidig understreger evalueringen, at restauranten er en social arena, der skaber møder på tværs af alder, køn og etnisk baggrund. Tillid bliver styrket over tid og det sociale fællesskab opleves som mangfoldigt og inkluderende blandt deltagerne.

Ideen bag Restaurant Virketrang er udsprunget af en mangeårig interesse blandt Tingbjergs beboere for at skabe læring, bygge fællesskaber og stifte iværksætteri via mad og madlavning. I restauranten afprøver vi derfor nye måder at tænke social gastronomi for herigennem at fremme trivsel og sundhed blandt Tingbjergs beboere. Restauranten åbnede første gang i begyndelsen af 2020 og i maj 2021 er vi klar til at genåbne ugentligt efter vinterens corona-nedlukning.

Restaurant Virketrang er udviklet indenfor den langsigtede, strategiske sundhedsfremmeindsats Tingbjerg Changing Diabetes og gennemføres af Hotel- og Restaurantskolen, Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslev Huse og Steno Diabetes Center Copenhagen i samarbejde med Tingbjergs beboere.

På Folkesundhedsdage 2021 er der mulighed for at deltage i en workshop og få mere viden og praktisk kendskab til både Restaurant Virketrang og Tingbjerg Changing Diabetes.

Læs om Restaurant Virketrang i Virketrang-Casen om netop er udgivet på TCD's hjemmeside.

 


 

Det faglige input er leveret af Kasper Olesen. Kasper er kandidat i sociologi, ph.d. Ansat som forsker hos Steno Diabetes Center Copenhagen. Desuden er Kasper medlem af DSFFs forskningsudvalg.


 

Maj 2021

I november sidste år udkom rapporten ”Unges kropsarbejde. Perspektiver på træning, kost, brug af præstationsfremmende midler og den personlige træners rolle blandt unge i fitness og styrketræningsmiljøet” på Statens Institut for Folkesundhed.
 
Rapporten beskriver resultaterne af en kvalitativ undersøgelse af præstationsfremmende midler blandt unge i fitnessmiljøet. Vi bringer et interview med hovedforfatteren bag rapporten, seniorforsker Pia Vivian Pedersen:

Hvorfor sætte fokus på brugen af præstationsfremmende stoffer blandt unge?
Meget tyder på, at brugen af præstationsfremmende midler bliver mere og mere udbredt i det gængse fitnessmiljø, både blandt unge og voksne. EVT tilføj: Det er ikke længere noget, der kun foregår i en subkultur og blandt ekstreme bodybuildere. Det er svært at lave opgørelser over forekomster i denne sammenhæng, men i Antidoping Danmark oplever man, at disse midler bliver mere og mere udbredt i det almindelige fitnessmiljø.  Men man ved ikke meget om hvorfor eller hvordan unge mennesker bruger midlerne.
Præstationsfremmende midler, både muskelopbyggende midler og fedtforbrændende slankemidler er blevet endnu et de midler man kan bruge til at opnå sit ideal om den slanke krop. Det handler om jagten på den perfekte krop. Den flotte, veltrimmede krop symboliserer sundhed, selvkontrol og selvdisciplin, og jagten på den perfekte krop bliver dermed også en form for identitetsarbejde. Samtidig ved vi ikke ret meget om unges brug af disse midler i en mere bred fitnesskontekst.

Hvilke hovedfund ses i jeres undersøgelse?
Ét hovedfund er, at man ikke kan se brugen af disse midler som en isoleret praksis. Brugen er dybt indlejret i et dedikeret og disciplineret kropsarbejde, der også handler om intensiv træning og et struktureret kostindtag. Dette kropsarbejde er blevet omdrejningspunktet i de unges tilværelse. Det har betydning for deres sociale liv; de går for eksempel ikke til fester, drikker ikke og er enormt disciplinerede. Samtidig forbinder de det med noget positivt, med trivsel og velvære, at føre disse disciplinerede liv.

Et andet hovedfund er, at vi fandt tre grupperinger blandt de unge: nogle tager afstand fra at brugen af præstationsfremmende midler og bruger dem ikke, nogle føler sig fristet, men har ikke prøvet det især på grund af frygten for de langsigtede helbredsmæssige bivirkninger, og en tredje gruppe bruger midlerne jævnligt. I denne gruppe ses opfattelsen, at man kan bruge midlerne på en rigtig og en forkert måde, hvor den rigtige måde handler om at gå forsigtigt til værks, taget få blodprøver før og efter, og at have styr på for eksempel nok søvn, træning og at spise rigtigt.

Motivationen for at bruge stofferne handler ikke kun om at nå langt i konkurrencer. Når vi spurgte nærmere ind, blev  det tydeligt, at det også handlede om, at de fik mere selvtillid, bedre fordøjelse, mere livsglæde. De oplevede altså en række positive forbedringer både mentalt og fysisk. I et forebyggelsesperspektiv er det derfor vigtigt at have fokus på alle de positive ting, de unge selv oplever, de får ud af det.

Et tredje hovedfund handler om den afgørende rolle, som de unges personlige træner har, i deres brug af midlerne. De personlige trænere er ofte rollemodeller, selvom de selv er unge. De vejleder de unge i  træning og kost men også i andre henseender på et mentalt trivselsplan, fx med problemer i parforholdet, på arbejdet, med stressproblemer osv.  De bliver en slags livscoach. For nogle personlige trænere kommer denne helhedsorienterede tilgang til coaching også til at omfatte rådgivning og konkret vejledning i brugen af præstationsfremmende midler.
 
Er der nogle særlige metodiske udfordringer ved at forske i et emne, der indebærer forbudte stoffer?
Ja det er der, det er en kæmpestor metodisk udfordring overhovedet at finde de her mennesker. Rekrutteringen er foregået via nettet. Og inden man når dertil er der et kæmpe opsporingsarbejde med at finde de relevante hjemmesider og facebookgrupper der typisk er lukkede. Administratorerne delte vores opslag, men vi fik næsten ingen henvendelser. Vi endte med at rekruttere de fleste fra offentligt tilgængelige lister over deltagere i danske fitness- og bodybuilderkonkurrencer.  Det lå et stort motivationsarbejde i at få folk til at deltage, da det kan være svært for dem at se whats in it for me? Det har også betydet, at vi har fået lidt anden gruppe. Vi havde tænkt at tale med de mere almindelige unge. Vi har i stedet fået adgang til en mere selekteret gruppe, som er mere ekstreme og som deltager i konkurrencer. Men som også er rollemodeller for mange almindelige unge.

Undersøgelsen er finansieret af Antidoping Danmark gennem en forskningsbevilling.

Link til rapporten: https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/udgivelser/2020/unges_kropsarbejde.pdf

Pedersen, P. V. og Dahl, A., 2020, Unges kropsarbejde. Perspektiver på træning, kost, brug af præstationsfremmende midler og den personlige træners rolle blandt unge i fitness og styrketræningsmiljøet, Statens Institut for Folkesundhed.


 

Det faglige input er produceret af Anne Illemann Christensen, forskningschef og Nanna Gram Ahlmark, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 
Anne er medlem af DSFFs forskningsudvalg og Nanna af DSFFs planlægningsudvalg for Folkesundhedsdage.


 

April 2021

Det er velkendt, at fysisk aktivitet er livsforlængende og forebygger en række hyppige og alvorlige kroniske sygdomme, herunder hjertekarsygdom, type 2 sukkersyge og visse cancerformer. Sundhedsstyrelsen og WHO anbefaler, at alle voksne mellem 18 og 64 bør være fysisk aktive med minimum moderat intensitet, mindst 30 minutter om dagen eller 150 minutter om ugen, og at fysisk aktivitet ud over det anbefalede er forbundet med yderligere helbredsgevinster. Anbefalingerne skelner ikke mellem fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden, og har man et fysisk hårdt og krævende arbejde, skulle man derfor tro, at man rigeligt opfyldte anbefalingerne og dermed nød godt af den sygdomsbeskyttende effekt ved fysisk aktivitet. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet.

De seneste år har flere studier fundet, at fysisk aktivitet på arbejde ikke så ud til at beskytte mod hjertekarsygdom og tidlig død i samme grad som fysisk aktivitet i fritiden. Dette ”fysisk aktivitetsparadoks” er nu undersøgt i et stort nyt studie af Andreas Holtermann fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med kolleger fra Herlev Østerbroundersøgelsen.  Undersøgelsen er baseret på data fra 104.046 voksne mænd og kvinder fra Herlev Østerbroundersøgelsen. Deltagerne har besvaret et spørgeskema om deres fysiske aktivitetsniveau på arbejde og i fritiden, og forskerne har dernæst fulgt deltagerne og indhentet oplysninger om opstået hjertekarsygdom og død i de efterfølgende 10 år. I undersøgelsen er der desuden taget højde for deltagernes køn og alder og øvrige livsstil, helbredsstatus, levekår og socioøkonomiske position, herunder uddannelse. Undersøgelsen bekræfter tidligere fund af en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet i fritiden og nedsat risiko for både hjertekarsygdom og død. Sammenlignet med deltagere med lav fysisk aktivitet i fritiden sås 15% mindre risiko for hjertekarsygdom og 40% mindre risiko for død blandt de med høj fysisk aktivitet i fritiden.Omvendt sås en modsatrettet sammenhæng for fysisk aktivitet på arbejde, hvor de med hård fysisk aktivitet på arbejde havde 35% øget risiko for hjertekarsygdom og 27% øget risiko for død, sammenlignet med de med lav fysisk aktivitet på arbejde. Når forskerne så på samspillet mellem fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden, sås den laveste risiko for død blandt de med lav fysisk aktivitet på arbejde og høj fysisk aktivitet i fritiden. De fundne sammenhænge sås fortsat efter der yderligere var taget højde for betydningen af en række biomarkører og tilstande, herunder kolesterol og blodtryk, og blandt forskellige subgrupper, som rygere og personer med overvægt.

Forfatterne mener at mulige forklaringer på det observerede ”fysisk aktivitetsparadoks” bl.a. skal søges i forskellene mellem type og varighed af fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden. Hvor fritidsaktivitet som oftest foregår med tilstrækkelig høj intensitet til at fremme kondition, over relativt korte tidsperioder og med tid til restitution, er fysisk aktivitet på arbejde typisk karakteriseret ved statisk og ensidigt gentaget muskelarbejde og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger over lange, daglige tidsperioder uden tilstrækkelig restitutionstid. Resultaterne rejser således spørgsmålet om, hvorvidt fremtidige anbefalinger om fysisk aktivitet bør skelne mellem fysisk aktivitet på arbejde og i fritiden for forebyggelse af hjertekarsygdom.

Se studiet her:
Holtermann A, Schnohr P, Nordestgaard BG, Marott JL.The physical activity paradox in cardiovascular disease and all-cause mortality: the contemporary Copenhagen General Population Study with 104 046 adults. Eur Heart J. 2021 Apr 14;42(15):1499-1511. doi: 10.1093/eurheartj/ehab087

https://academic.oup.com/eurheartj/article/42/15/1499/6213772


 

Det faglige input er leveret af Mette Aadahl. Mette Aadahl er uddannet fysioterapeut, Master of Public Health og ph.d. fra Københavns Universitet. Mette er seniorforsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse hos Region Hovedstaden og ekstern lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Mette er desuden medlem af DSFFs Forskningsudvalg. 


 

April 2021

Dataindsamlingen til Danmarks største befolkningsundersøgelse ”Hvordan har du det?” er i fuld gang. I alt har 324.000 tilfældigt udvalgte danskere rundt om i hele landet modtaget et spørgeskema i deres digitale postkasse eller med posten.

Spørgeskemaet spænder vidt fra spørgsmål om madvaner, rygning og alkohol til spørgsmål, der skal afdække motionsvaner, søvn, stress og ensomhed.

Det er fjerde gang siden 2010, at ”Hvordan har du det” gennemføres – det sker i et samarbejde mellem de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Undersøgelsen giver en unik mulighed dels for at undersøge, hvordan borgerne, fordelt på alder, køn og uddannelse, har det her og nu, dels følge ændringer i befolkningens sundhed, sygdom og trivsel over tid. 

Det er vigtigt, at så mange som muligt deltager for at få det mest retvisende billede af danskernes sundhed, trivsel og sygelighed. Tjek derfor gerne din postkasse. Du kan stadig nå at være med!

Resultaterne fra undersøgelsen bliver i starten af 2022 samlet på hjemmesiden www.danskernessundhed.dk, hvor man også kan se resultaterne fra de tidligere tre undersøgelser.

Du kan læse mere om undersøgelsen her: https://www.sdu.dk/da/sif/forskning/projekter/den_nationale_sundhedsprofil/hvordan_har_du_det_2021

Hvis du ikke kan vente, kan du høre om resultaterne fra denne og andre undersøgelser i en webinarrække der sætter fokus på danskernes sundhed i en Corona tid.  

Se mere her: https://www.sdu.dk/da/sif/instituttet/arrangementer/folkesundhed_i_en_corona_tid

Undersøgelsen gennemføres efter en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.


 

Det faglige input er produceret af Anne Illemann Christensen, forskningschef og Nanna Gram Ahlmark, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 
Anne er medlem af DSFFs forskningsudvalg og Nanna af DSFFs planlægningsudvalg for Folkesundhedsdage.


 

Marts 2021

Foråret 2020 besluttede man i Anti-Covid-19 Task Force'n under The Association of Schools of Public Health in the European Region (ASPHER) at gennemføre et survey vedr. medlems-institutternes anti-covid-19 indsats i 2020. Survey'et gennemførtes oktober-november 2020, og rapporten fra survey'et blev frigivet for et par uger siden. Jeg vedhæfter rapporten til orientering. Vi er ved at udarbejde en kortere tekst mhp. publicering i den videnskabelige presse. 

ASPHER dannedes i 1966 på WHO’s initiativ. Der er nu 117 institutionelle medlemmer fordelt på 32 Europæiske lande, overvejende folkesundheds-universitetsinstitutter men også nogle institutter uden for universitetsmiljøerne, bl.a. den britiske London School of Hygiene and Tropical Medicine og den franske École des Hautes Études en Santé Publicque.

Halvdelen af ASPHER's 117 institutionelle medlemmer medvirkede i survey'et. De har oplyst om aktiviteter inden for undervisning/uddannelse; forskning; oplysning til befolkningen; rådgivning af beslutningstagende organer. Aktiviteterne spænder vidt - over planlægning og praktisk deltagelse i kontaktopsporing til udvikling af komplicerede matematisk-statistiske epidemi-prædiktions-modeller til strategisk og politisk beslutningstagning. 
 
Det er en ganske betydelig mængde aktiviteter, institutterne har engageret sig i udover deres normale engagementer, ikke sjældent højt specialiserede aktiviteter. Og af væsentlig betydning for planlægning af samfundenes anti-Covid-19 indsats og dermed for befolkningens sygelighed og dødelighed.  
 
Det står hermed klart, at europæiske samfund - herunder Danmark - råder over en omfattende ekstra ressource. Ekstra i den betydning, at institutterne jo typisk ikke udgør en del af sundhedsvæsenet - deres hovedopgaver ligger inden for forskning og undervisning. Men de har følt et etisk krav. 
 
Der er efter min opfattelse bestemt behov for en professionel gennemgang og vurdering af den samlede folkesundheds-professionelle indsats under pandemien - og i øvrigt for at give mulighed for eftertanke mhp. at udvikle samfundets folkesundheds-indsats indholdsmæssigt, organisatorisk, bemanding, uddannelse - også uden for pandemi-tider.

Læs rapporten ...


 

Indsendt af tidligere ASPHER præsident (2006-7), professor emeritus, Dr.med. Anders Foldspang, Afdeling for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Anders Foldspang er medlem af DASAMS og DSFF.


 

Marts 2021

For nylig fik jeg tilsendt en videnskabelig artikel af en god bekendt. Blot overskriften og et hurtigt kig på forfatterne gav mig lyst til at læse den. I artiklen (Ogilvie D, Bauman A, Foley L, Guell C, Humphreys D, Panter J. Making sense of the evidence in population health intervention research: building a dry stone wall. BMJ Glob Heal. 2020) plæderer forfatterne for en ny måde at sammenfatte evidens på fra forskningsstudier, så de kan komme politik og praksis til gavn. Den tilgang der ofte bruges er synteser af evidens, fx i systematiske reviews og meta-analyser. Dette sammenligner forfatterne med at bygge en murstensmur. For at lave en metaanalyse, kræves – stærkt forenklet - bestemte typer studier, der er gennemført på én bestemt måde (typisk randomiserede kontrollerede studier, kohorte studier eller ikke randomiserede interventionsstudier) så ét samlet estimat af effekten kan præsenteres.

Men de folkesundhedsudfordringer vi står over for, er af en type hvor én type studier og én type evidens ikke er tilstrækkeligt til at forklare årsagssammenhænge. Overvægtsepidimien, Covid-19 pandemien, de altomfattende konsekvenser af klimaforandringerne er alle komplekse problemstillinger, der bedst løses på tværs af sektorer i et samarbejde mellem en bred vifte af aktører i lokalsamfund, beslutningstagere, praktikere og forskere. I stedet for en murstensmur bør vi derfor stræbe efter at bygge et stengærde (det forfatterne i artiklen kalder en ’dry stone wall’). Og hvad mener de med det?

For at løse de store folkesundhedsmæssige udfordringer må vi inddrage evidens fra et væld af forskellige typer af forskningsstudier og videnskabelige discipliner. Vi kan ikke blot nøjes med at udbygge vores murstensmur af evidens, ved at øge antallet af mursten (dvs. antallet af forskningsstudier) og ved at fokusere på styrken af den mørtel der holder stenene sammen (de statistiske metoder til at syntese af evidens i fx metaanalyser). Vi bør fokusere på, hvad antropologien og etnografien kan bidrage med i forhold til at forstå, hvad der rører sig i folks liv og hvorfor de handler som de gør. Og vi bør ikke kun fokusere på kvantitativ evidens. Heldigvis er der dog de seneste år dukket flere andre typer af studier frem, som fx ”scoping reviews” og ”rapid reviews”, der på systematiskt vis, inkluderer mange typer af studier samtidigt.

Et stengærde er et naturligt hegn med lang levetid og minimal vedligeholdelse, men det tager lang tid at bygge og hver enkelt sten vurderes for at finde ud af, hvordan den bedst passer ind. En murstensmur kræver et plant og stabilt underlag at stå på (hvilket er en sjældenhed i vores verden), hvorimod et stengærde kan bygges på ujævn grund.

Forfatterne skriver: Moderne folkesundhedsudfordringer synes at være beslægtet med at hyrde får i bjergrigt terræn. I dette terræn er almindelige mure er af begrænset værdi og en mere fleksibel måde at kombinere forskellige sten på er påkrævet.” Men hvilke implikationer har denne mur-metafor?

For det første må vi fokusere mere på at forstå hvordan vores indsatser og interventioner virker, frem for snævert at fokusere på, om der er effekt eller ikke effekt af en given indsats. Evidens for effekt af en indsats vil altid være underlagt de begrænsninger, som følger af, at en indsats er testet i én bestemt kontekst og dét at overføre effekten til andre kontekster, er sjældent uproblematisk (det har jeg tidligere skrevet om her). Derfor, skriver forfatterne, skal vi fokusere på den teori og de mekanismer der får en indsats til at virke og på, hvordan disse mekanismer kan overføres til andre kontekster.

Jeg kan stærkt anbefale at læse deres artikel. Den er noget så sjældent som et visionært forsvar for ’holistic sense-making’, som er en engelsk term jeg nødigt vil oversætte. ’Holistic sense-making’ er i tråd med den nye trend indenfor forebyggelse og folkesundhed, hvor et øget fokus på system-orienterede tilgange er fremherskende – en tilgang, der netop tager højde for det ’terræn’, vi står i, og inddrager forskellige typer af evidens og forskningsdiscipliner.


 

Af: Anders Blædel Gottlieb Hansen. Postdoc ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og projektleder på Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium. Anders er medlem af DSFFs planlægningsudvalg for Folkesundhedsdage.


 

Marts 2021

Fluor er godt for tænderne, og forebyggelse af caries er vigtig. Men er fluor også godt for resten af kroppen? For meget fluor kan medføre osteosklerose, som Kaj Roholm påviste i 1930erne hos kryolitarbejdere. Fluor findes i mange mineraler, og det kan øge indholdet i grundvandet. Børn, der har været udsat for højt indhold af fluorid i drikkevandet, har dårligere kognitiv funktion. En meta-analyse1 viste en forskel på 7 IQ point mellem høj og lav eksponering. Resultaterne var ikke populære blandt tandlæger og andre, der siden 1940erne havde anbefalet tilsætning af fluorid til drikkevandet (eller til bordsalt, som det sker bl.a. i Tyskland).
 
Der er nu publiceret prospektive undersøgelser, som har målt moderens eksponering ud fra urin-fluorid under graviditeten og barnets intelligens. Disse resultater er brugt til beregning af den såkaldte benchmark dose, som er den eksponering (målt som urin-fluorid), der kan give et tab på 1 IQ point hos barnet. Beregningerne2 viste, at en grænseværdi bør ligge under 0,2 mg/L (urin), hvilket indebærer, at indholdet i drikkevand højst skal være på tilsvarende niveau. Men grænseværdien i EU er 1,5 mg/L – det samme som WHO traditionelt har anbefalet.

Det er ikke kun det kommunale drikkevand, der kan udgøre et problem for de gravide – det er også te3, for teplanten suger fluorid til sig. Problemet er fra dansk side rejst over for EU igennem fødevaresikkerhedsagenturet (EFSA), som nok vil tage sagen op. Inden da kan vi i det mindste fraråde tedrikning blandt de gravide (kaffe er OK), mens flaskevand kan anbefales som muligt alternativ (dog ikke Ramlösa og Egekilde). Som altid er dosis afgørende: Jo mere, desto værre. Som kontrol kan man overveje måling af urin-fluorid overvejes som muligt tilbud til de gravide. Det gælder altså stadigvæk, at tandpasta med fluorid er godt for tænderne, men husk at spytte ud!
  
1) https://ehp.niehs.nih.gov/doi/10.1289/ehp.1104912
2) https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.10.31.20221374v1
3) https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/1403494821990284


 

Indsendt af Philippe Grandjean, professor og forskningsleder i miljømedicin på SDU og adjungeret professor på Harvard University, ligeledes i miljømedicin. Philippe Grandjean er medlem af Dansk Selskab for Folkesundhed.


 

Februar 2021

Vi har haft SARS-CoV-2 Corona-infektionen og COVID-19 sygdommen blandt os i næsten et år. Vi har lært at tilpasse vores dagligdag til en situation, hvor smittespredning, hygiejne og isolation er blevet en helt anderledes fast bestanddel af vores bevidsthed, selvom det på mange måder ”bare” er en ny virus oven i så mange andre vi som samfund har mødt tidligere.

Og vi snakker om Corona! Hver dag sin historie i pressen om virus, kommunale smitte incidenser, nye varianter, smitteopsporing, nedlukning, isolation og vacciner – og bag det hele, ønsket om snart at få vores hverdag tilbage som vi kender den.

I en ny artikel[1] diskuteres brugen af begrebet ”social afstand”, der i pandemiens første måneder var en hyppig brugt anbefaling til befolkningen (”sammen hver for sig”). Begrebet er ikke opfundet til Corona-tiden; det har tidligere været brugt som et middel til at bryde smittekæder, men har fået folkelig opmærksomhed som aldrig tidligere og har i forskellige afarter også været brugt i sundhedsmyndighedernes nyere kommunikation, f.eks. om at holde sig til mindre ”sociale bobler”. På den anden side har begrebet ”social afstand” gjort nogle bange for nærhed og skabt ensomhed.

Grundlæggende handler ”social afstand” imidlertid om ”fysisk afstand” og undersøgelsen spørger om det begreb ville have givet bedre mening i et sundhedskompetence perspektiv, så kommunikationen neutralt benyttede sig af at beskrive hvad det handlede om.

Undersøgelsen viser gennem en tematisk analyse af søgninger på Google Trends og af videnskabelig litteratur om de to begreber, at ”social afstand” på nogle områder blev tolket til det modsatte af hvad der var ønsket, f.eks. som en opfordring til at holde sig alene hjemme, og artiklen anbefaler at man i stedet bruger begrebet ”fysisk afstand”, der er mere neutralt og beskrivende end den udbredte brug af begrebet ”social afstand”. Endnu engang må vi erindre at ord betyder noget.

Artiklen fik mig til at finde en gammel klassiker frem fra reolen, som jeg læste for mange år siden. I ”AIDS og dens metaforer”[2] viser Susan Sontag bl.a. hvordan samfundets kommunikation om en anden infektionssygdom tager udgangspunkt i krigsretorik; kampen mod, angreb fra, invasionen af – og at metaforerne betød noget for hvordan vi opfatter sygdom, forebyggelse og behandling.

Skift AIDS ud med Corona – samme sag. Især kommunikation i pressen og på sociale medier tager bl.a. udgangspunkt i forestillingen om virus som en bevidst organisme, der ondsindet angriber os. ”Virus er lumsk…”, ”virusmutationer er mere aggressive…”, ”vaccination er et værn mod angrebet…”. Faktum er at virus ikke besidder bevidsthed og vilje, og at kampen er ensidig fra vores, værtens side. 

Også i noget kommunikation fra det offentlige finder man krigs- og angrebsmetaforer – vi skal bekæmpe smitten, sagde Sundhedsministeren i december, og statsministeren har flere gang talt om ”kampen mod Corona”. At tillægge virus aggressivitet og angreb afspejler måske nok et politisk formål om at samle befolkningen og give retning og tro på at ”vi vinder”. Men det giver ikke alene risiko for at kommunikation forsimples og ikke tager modtageren alvorligt, som andre metaforer øger det også risikoen for at stigmatisere og udstille f.eks. dem, som ikke ønsker at lade sig vaccinere (”få et stik…”) eller dem som ikke holder tilstrækkelig afstand eller bruger mundbind.

I et oplyst demokrati som det danske kan vi kommunikere, argumentere og rådgive på et fagligt grundlag med respekt for befolkningens sundhedskompetence uden at ty til forsimplede metaforer – for også her er ord af betydning.


[1] Sørensen K, Okan O, Kondilis B, Levin-Zamir D: Rebranding social distancing to physical distancing: calling for a change in the health promotion vocabulary to enhance clear communication during a pandemic. Glob Health Promot 2021, :1757975920986126.

[2] Sontag S: AIDS og dens metaforer. Århus, forlaget KLIM, 1989


 

Henrik Bøggild er forfatter til dette faglige input. Henrik er læge, lektor ved Aalborg Universitet og medlem af Dansk Selskab for Folkesundheds forskningsudvalg.


 

Februar 2021

En ny artikel i BMC Musculoskeletal Disorders belyser et eksempel af opgaveoverførsel i sundhedsvæsenet og dets betydning for den kliniske kvalitet ved at lade fysioterapeuter vurdere operationsindikationen (diagnose og behandlingsplan) ved skulderkirurgi, så man kan frigøre dyrere og mere knappe ortopædkirurger til andre opgaver. Her har forskerne så testet, om de to faggrupper nåede frem til samme resultat af vurderingen. I langt de fleste tilfælde angav fysioterapeuterne og ortopædkirurgerne den samme eller delvist den samme diagnose og behandlingsplan. Studiets resultater understøtter, at fysioterapeuterne og ortopædkirurgerne kan dele opgaven med at udrede og diagnosticere udvalgte patienter med skulderlidelser i en ortopædisk klinik.

Læs mere her: https://bmcmusculoskeletdisord.biomedcentral.com/track/pdf/10.1186/s12891-020-03831-z.pdf


 

Af Signe Smith Jervelund, lektor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed.


 

Februar 2021

Siden COVID-19 pandemiens start har eksperter i 52 lande (herunder Danmark, Sverige, England og USA) løbende dokumenteret sundhedsmyndighedernes og sundhedsvæsenernes håndtering af COVID-19 krisen med fokus på bl.a. folkesundhedsindsatser, teststrategier og nu også vaccineudrulning. På hjemmesiden kan man danne sig et overblik over de forskellige landes håndtering. Fx hvordan adskiller sig COVID-19 testkriterierne på tværs af lande? Smitteforebyggelse – hvilke restriktioner og anbefalinger er gangsat hvornår og i hvilke lande? Hvordan holder lande resten af sundhedssystemet i gang? Man kan ligeledes få dokumentation af håndteringen af COVID-19 pandemien i Danmark med specifik angivelse af, hvornår og hvad der er blevet igangsat af restriktioner, strategier, hjælpepakker m.v. Projektet er et samarbejdsprojekt mellem WHO Regional Office for Europe, Europa Kommissionen, og the European Observatory on Health Systems and Policies.

Læs mere her: https://www.covid19healthsystem.org/

Læs specifikt om Danmark: https://www.covid19healthsystem.org/countries/denmark/countrypage.aspx

 


 

Af Signe Smith Jervelund, lektor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet og formand for Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed.


 

Januar 2021

Det er udmeldt fra Regeringen, at 2021 – endelig – bliver året, hvor der skal forhandles en ny stor sundhedsreform på plads. Selvom det jo altid er forbundet med en vis usikkerhed ift. de politiske kompromisser – så er der næppe tvivl om, at det vil betyde et stærkere og mere udbygget formaliseret samarbejde mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger. Derudover vil det nære sundhedsvæsen med overvejende sandsynlighed blive styrket.

Bertel Haarder sagde i sin tid som sundhedsminister, at alt der ikke er svært skal være nært. Desværre er det ikke ensbetydende med, at alt der er nært ikke er svært. Det er det i høj grad.
Det har i mange år gået trægt med at få de øvrige sundhedsvæsen til at henvise borgere til de kommunale sundhedstilbud. Der er tegn på, at det går lidt bedre med det fx ift. rygestoptilbud: https://kommunalsundhed.dk/hovedstadens-hospitaler-skal-systematisk-henvise-til-kommunale-rygestoptilbud/

Der er dog uomtvisteligt, at der her er et urealiseret folkesundhedspotentiale. Der er ingen tvivl om, at et styrket formaliseret samarbejde mellem parterne i sundhedsvæsenet – baseret på klyngesamarbejderne omkring akutsygehusene – vil kunne være en løftestang herfor.
Der er dog en fare for, at de styrkede lokale samarbejder kan få en bias ift. produktionslogik – dvs. at omdrejningspunktet for samarbejdet mere kommer til at handle om hurtigere forløb og bedre overgange (som også er meget vigtigt) – end om folkesundhed.
Derfor har Dansk Selskab for Folkesundhed også bakket op om Danske Regioners forslag om en folkesundhedslov: https://www.regioner.dk/services/nyheder/2020/oktober/sundhed-for-alle-kalder-paa-en-samlet-indsats

En folkesundhedslov vil være et vigtigt delelement, hvis de forventede nye sundhedsfællesskaber skal få en bred forebyggelses- og folkesundhedsmæssig betydning.
Corona-tiden har vist, at de eksisterende sundhedsfællesskaber i klyngerne har kunnet løfte meget mere i fællesskab end man måske troede muligt. Disse erfaringer vil kunne danne baggrund for, at vi i de kommende år kan tage et folkesundhedsmæssigt kvantespring. Men det kræver, at det politisk og ledelsesmæssigt prioriteres.

Dansk Selskab for Folkesundhed vil i de kommende år lægge kræfter i at få understreget betydningen af at dette fokus kommer til at indgå på lige linje med de andre vigtige opgaver i det samlede sundhedsvæsen.


 

Jens Peter Hegelund Jensen, som har leveret dette faglige input, er kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune og medlem af DSFFs bestyrelse.


 

Januar 2021

Nogle af jer kender måske kampagnen, andre gør måske ikke. Sundhedsstyrelsen kører hver januar denne kampagne, som er en fælles anledning til at holde en pause fra alkohol.
I forvejen skruer mange af os ned for de usunde vaner og op for sundheden i januar oven på julen. En længere pause fra alkohol er en god anledning til at bryde vanen og tage sine alkoholvaner op til overvejelse.
Samtidig kan vi med Hvid Januar understøtte accepten af at sige nej tak til alkohol og tilvælge ligeværdige alkoholfrie alternativer.
 
I år er kampagnen dog, grundet COVID-19 travlhed, sat på pause. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man gør lokale tiltag, og det har vi i Aarhus gjort i år.
Hvis du vil bakke op om tiltaget, og har lyst til at være med, så kan du klikke ’deltager’ på Facebook-begivenheden ”CHALLENGE: Aarhus holder HVID JANUAR”, som du kan finde her: https://www.facebook.com/events/137011221206471
 
Du er velkommen til at dele begivenheden med dit netværk, så vi kan få så mange som muligt med på en januar med mere energi og sundhed.
 
Vil du læse mere om kampagnen, kan du finde information her: www.hvidjanuar.dk.


 

Det faglige input er leveret af Ruth Kjær: Ruth er kandidat i folkesundhedsvidenskab og ansat som sundhedsstrategisk konsulent i Aarhus Kommune. Ruth er desuden medlem af planlægningsudvalget bag Folkesundhedsdage.