| Om os |
|---|
| Kontakt |
| Aktuelt |
| Debatindlæg |
| Bestyrelsen |
| Generalforsamling |
| Forskningsudvalg |
| Folkesundhedsdagsudvalg |
| Vedtægter 2022 |
| Internationalt |
| DSFFs repræsentationer |
Medlemmerne af Dansk Selskab for Folkesundheds bestyrelse og stående udvalg leverer på skift faglige inputs til selskabets nyhedsbreve.
De faglige inputs bringes desuden her på hjemmesiden.
Abonner på vort nyhedsbrev og få Fagligt Input
- og meget andet - direkte i din Indbakke.
Vores Sunde Hverdag er et kommunalt sundhedsfremme- og forebyggelsesprojekt, som har til formål at udvikle og afprøve en ny, bæredygtig og skalérbar model for arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse i danske kommuner. Modellen bygger på den såkaldte ”suppersetting” tilgang, som tidligere er anvendt i projekt Sundhed og Lokalsamfund (SOL-projektet) på Bornholm og i Odsherred i perioden 2012-2016 og er desuden inspireret af systembaserede tilgange. Konkret arbejdes der i Vores Sunde Hverdag med aktiv involvering af aktører fra kommunens forskellige forvaltninger, private aktører, samt aktører fra lokal- og civilsamfundet omkring prioritering, udvikling og implementering af koordinerede forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatser.
Vores Sunde Hverdag foregår i et tæt samarbejde mellem forskere fra tre forskningsinstitutioner (Steno Diabetes Center - Copenhagen, Ålborg Universitet og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital), 2 regioner (Region Nord og Region Hovedstaden), samt 4 kommuner (Rødovre, Hjørring, Høje Taastrup og Frederikshavn kommuner). Den løbende daglige projektkoordinering varetages af 1-2 lokalkoordinatorer ansat i projektet og med primær arbejdsplads i kommunen.
Projektet startede i Rødovre og Hjørring kommuner i perioden 2019-2021, hvor modellen blev initialt afprøvet og justeret. Med erfaringerne fra de to første kommuner er projektet nu startet op i de to næste kommuner: Høje-Taastrup og Frederikshavn. Begge kommuner har valgt mental sundhed og trivsel som overordnet tema for sundhedsfremme- og forebyggelsesindsatser, med fokus på målgrupperne børn og unge. Tema og målgrupper er valgt på baggrund af dialogmøder med centrale medarbejdere i alle kommunale forvaltninger samt ved en efterfølgende kommunal workshop med oplæg baseret på bl.a. sundhedsprofildata fra den enkelte kommune, en såkaldt kommunesituationsanalyse. I januar og marts 2023 blev der afholdt idéworkshops i henholdsvis Høje Taastrup og Frederikshavn kommuner. Deltagergruppen bestod af et bredt udsnit af kommunale aktører og andre centrale aktører fra civil- og lokalsamfund. På de to idéworkshops genererede deltagerne konkrete ideer til mulige indsatser indenfor temaet mental sundhed og trivsel blandt målgrupperne børn og unge.
Aktuelt fortsætter arbejdet med de valgte idéer i to udviklingsgrupper i hver kommune. Arbejdsgrupperne vil i den kommende tid arbejde videre med udvikling og implementering af indsatserne under følgende overskrifter:
Høje-Taastrup: a) Involvering af unge og b) Samlingspunkt for unge
Frederikshavn: a) Lokale mødesteder og b) Overblik og brobygning
Projektet forventes afsluttet med samlet evaluering i 2025.
Projektet er støttet af Trygfonden, Helsefonden, Region Nordjylland, Region Hovedstaden og Danske Regioner.
Modellen og de bagvedliggende teorier er beskrevet i en netop publiceret videnskabelig artikel, som kan læses her.
Aadahl M, Vardinghus-Nielsen H, Bloch P, Jørgensen TS, Pisinger C, Tørslev MK, Klinker CD, Birch SD, Bøggild H, Toft U. Our Healthy Community Conceptual Framework and Intervention Model for Health Promotion and Disease Prevention in Municipalities. Int J Environ Res Public Health. 2023 Feb 22;20(5):3901. doi: 10.3390/ijerph20053901
Læs mere om Vores Sunde Hverdag her: https://www.regionh.dk/voressundehverdag/Sider/default.aspx
Det faglige input er leveret af Mette Aadahl.
Mette er seniorforsker i CKFF og professor i fysioterapi i rehabilitering, fysisk aktivitet og sundhedsfremme ved Institut for Klinisk Medicin, Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Desuden er Mette medlem af DSFFs forskningsudvalg.
Et flertal i Folketinget indgik i sidste periode en aftale om oprettelsen af en række såkaldte ”nærhospitaler” rundt omkring i de dele af Danmark, hvor der er en vis geografisk afstand til de ”almindelige” hospitaler.
Siden da har der i de udpegede områder været igangsat en lang række strategiske drøftelser mellem de involverede parter (regioner/hospitaler, praktiserende læger og kommuner).
I Region Midtjylland er vi så langt, at der efterhånden er sat geografi på, hvor nærhospitalerne skal lokaliseres. Og de første aftaler om den strategiske retning for de enkelte nærhospitaler, og det konkrete indhold i bygningerne er under beskrivelse. Formålet hermed at få etableret grundlaget for at kunne få lavet ansøgninger til Sundhedsstyrelsen og dermed få andel i de mange millioner, der er afsat primært til bygninger. Den faglige ramme er af Sundhedsstyrelsen defineret således: ”Nærhospitaler skal bidrage til, at flere borgere oplevet et sammenhængende sundhedstilbud, fordi flere aktører under samme tag kan understøtte stærkere samarbejde, koordinering og vidensdeling om borgernes forløb, tilgængelighed for borgerne og sparring på tværs af sektorer og faggrænser”.
I Ringkøbing-Skjern Kommune er vi blevet ”tildelt” muligheden for et nærhospital, som vi ønsker placeret i Tarm. Som Danmarks geografisk største kommune er det nok ingen overraskelse, at vi er en af de kommuner, hvor borgerne har langt til hospitalet.
Målgrupperne for vores kommende nærhospital er alle borgerne (sundhedsfremmeperspektivet) men de primære målgrupper er de borgere, der har det sværest eller som har størst behov for sundhedsydelser. Det er – ikke overraskende:
Vi har dog endvidere den ambition at udvikle et virtuelt nærhospital forankret på det fysiske nærhospital, således bopæl ikke er afgørende for om man har et nært sundhedsvæsen. Helt oplagt at Danmarks arealmæssigt største kommune har den ambition. Det er nye stier, der skal betrædes, og derfor har vi også inviteret Danish Life Science Cluster ind i udviklingsarbejdet.
Med nedsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen er spørgsmålet om nærhospitaler det næste år også lagt herover i til nærmere vurdering. Men mens vi venter på Jesper Fisker og co. arbejder vi videre – særligt med den virtuelle del. Puljen til 500 mio. kr. til virtuelle indsatser i det nære sundhedsvæsen er nemlig stadig åben. Det giver energi i udviklingsarbejdet, men andet er sat på pause.
Jeg hørte for et stykke tid siden fremtidsforsker Carsten Beck. Hans analyse var, at alle sundhedssystemer i Vesteuropa de kommende ti år vil kollapse. Om det er en helt valid analyse skal jeg ikke vurdere, men jeg tænker, det er åbenlyst, at hvis vi ikke håndterer den demografiske udvikling de kommende år gennem en mere hensigtsmæssig investering af ressourcerne mellem de primære og sekundære sektor – og hvis vi ikke griber potentialet for digitalisering af sundhedsydelserne – samt sikrer fokus på forebyggelse og sundhedsfremme, så får vi svært ved at lykkes. Digitale nærhospitaler er ikke hele svaret – men jeg er ikke i tvivl om, at de er en del af løsningen.
Det faglige input er leveret af Jens Peter Hegelund Jensen.
Jens Peter er kommunaldirektør i Rinkøbing-Skjern Kommune og medlem af DSFFs bestyrelse.
Den Nationale Sundhedsprofil 2021 viste, at det igen går den forkerte vej med folkesundheden på en lang række parametre. Forekomsten af danskere, der mistrives, er på det højeste niveau nogensinde – og det gælder især blandt de unge. Derudover er der en høj forekomst af danskere, der sover dårligt, spiser usundt, har svær overvægt og ikke lever op til minimumsanbefalingerne for fysisk aktivitet. Det viser besvarelserne fra de mere end 180.000 personer, som besvarede spørgsmål om deres sundhed, sygdom og trivsel. Disse resultater skal dog ses i lyset af, at dataindsamlingen blev foretaget under en nedlukningsperiode i forbindelse med Covid-19-pandemien. Dette har med stor sandsynlighed påvirket besvarelserne i undersøgelsen. Desuden er monitorering af danskernes fysiske aktivitetsniveau ofte baseret på spørgeskemainformationer – og dermed en vis usikkerhed. I dag giver accelerometer-teknologi mulighed for detaljeret måling af bevægelsesmønstre – også i store befolkningsundersøgelser.
Sundhedsprofilen er et vigtigt redskab og vidensgrundlag i arbejdet med at monitorere danskernes sundhed, til politisk rådgivning og i tilrettelæggelse af nationale indsatser. For at få en retvisende pejling af danskernes sundhed efter Covid-19-pandemien har der derfor været behov for at få en ny status på danskernes sundhed. Dette har nu været muligt på baggrund af en bevilling fra TrygFonden.
I disse måneder gennemføres således dataindsamling til en ny runde af Den Nationale Sundhedsprofil. Som en del af sundhedsprofilen gennemføres et pilot- og feasibility-studie, der har til formål at belyse, hvordan accelerometer-målinger kan anvendes som et supplement til spørgeskemaoplysninger om fysisk aktivitet, stillesiddende tid og søvn. Accelerometer-målingerne gennemføres i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Deltagerne til accelerometer-målingerne rekrutteres via spørgeskemaet, og på nuværende tidspunkt har mere end 1.500 deltagere tilmeldt sig undersøgelsen. De får tilsendt en aktivitetsmåler fra Sens Innovation, som de skal gå med i én uge. Desuden registrerer de daglige aktivitetsoplysninger i appen ’Svar2023’.
Du kan læse mere om undersøgelsen her: https://www.sdu.dk/da/sif/forskning/projekter/den_nationale_sundhedsprofil
Resultaterne forventes at blive offentliggjort primo 2024.
Det faglige input er leveret af Anne Illemann Christensen og Christina Bjørk Petersen. Anne er forskningschef hos Statens Institut for Folkesundhed og medlem af DSFFs forskningsudvalg. Christina er Forskningsleder samme sted og næstforperson i DSFFs bestyrelse.
Når den nye ældrelov gennemføres og sundhedsklyngerne i den nye sundhedsreform skal rulles ud og skabe bl.a. det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, vil jeg foreslå at man i kommuner overvejer at etablere et forebyggelsesråd for ældrebefolkningen.
Allerede i 2020 skrev Fredensborgs Borgmester Thomas Lykke Pedersen til sundhedsministeren og anbefalede ideen.
Alle forebyggelsesråd blev nedlagt med kommunalreformens gennemførelse i 2007, da man med lov lagde store dele af forebyggelsen ud i kommunerne. Men behovet for et bredt sammensat forebyggelsesråd forsvandt ikke.
75 procent af ældrebefolkningen lever dagligdagen med kronisk sygdom, - 25 procent endog med 3 eller flere samtidige kroniske sygdomme, ved vi fra gennemførte sundhedsprofiler, der kombineres med registertal.
Derfor styrer to overordnede målsætninger vort arbejde i forebyggelsesrådet
Rådet består af brugerrepræsentanter: Ældrerådet/Seniorrådet, ÆldreSagen og Handicaporganisationerne. Formandskabet ligger hos brugerne. Desuden deltager Ældrechefen, leder af træning/genoptræning, nogle fagpersoner fra forvaltningen samt en praktiserende læge. Vi rådgiver kommunalbestyrelsen og dens udvalg.
Siden forebyggelsesrådets start har vi udarbejdet handlingsprogrammer og anbefalinger, som i vid udstrækning er gennemført - og planerne følges løbende op.
Temaerne har bl.a. været
Handlingsplaner og anbefalinger har været politisk godkendte og har ofte udløst bevillinger til aktiviteter. De er kommunikeret ud gennem digitalt nyhedsbrev til ældrebefolkningen, drøftet i det kommunalt-lægelige udvalg, har ført til efteruddannelse af kommunens sundheds- og social personale.
Der er også gennemført evaluering af f.eks. det kommunale gigt-kursus samt 15 procent stikprøveundersøgelse blandt ældre af fald og faldulykker bl.a. for at synliggøre dette ret store problem og nødvendigheden af forebyggelse.
Fra politisk hold er der udtrykt glæde og tilfredshed med forebyggelsesrådets arbejde og indsats.
Så alt i alt må det gerne nævnes i lovbemærkningerne til den nye ældrelov og indgå i de nye sundhedsklyngers overvejelser, at et forebyggelsesråd for ældrebefolkningen er en god idé.
Indtil videre findes et sådant råd kun i Fredensborg Kommune.
Indlægget er skrevet af Finn Kamper-Jørgensen og har også været bragt i Sundhedsmonitor.
Finn Kamper-Jørgensen er læge af uddannelse og var i perioden 1981 - 2010 direktør for Statens Institut for Folkesundhed. Desuden var han DSFFs første formand fra selskabets start i 2005 til 2012. Finn var initiativtager til etablering af Forebyggelsesrådet i Fredensborg Kommune, hvor han nu beklæder posten som formand.
Den 8. februar 2023 afholdte FOA, Steno Diabetes Center Sjælland, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og Kræftens Bekæmpelse en national konference om ulighed i sundhed. Formålet var at drøfte, hvordan vi kan øge lighed i sundhed gennem støtte til borgere i udsatte positioner med kronisk sygdom. En vigtig dagsorden, som må huskes - også når der drøftes sundhedsreform.
DSFF var repræsenteret med vores forperson Helle Terkildsen Maindal og bestyrelsesmedlem Nana Folmann Hempler.
Konferencen stillede skarpt på hvilke indsatser, der skal til for at mindske uligheden blandt borgere med kronisk sygdom i udsatte positioner ved at fokusere på, hvordan vi kan forbedre organisatoriske og personlige sundhedskompetencer samt sikre bedre brugerinvolvering og et stærkere samarbejde mellem sundhedsvæsnet og civilsamfundet.
Forud for konferencen havde tre arbejdsgrupper udviklet anbefalinger inden for
Anbefalingerne kan læses her:
Det faglige input er givet af Maja Bertram. Maja er studieleder på fysioterapeutuddannelsen, UC Syd og kasserer i Dansk Selskab for Folkesundhed.
De seneste år er teenageres forbrug af nikotinprodukter som snus, nikotinposer og vapes steget, men deres forældre mangler viden om nye nikotinprodukter, de unges forbrug og de mange skadevirkninger, som er særligt farlig for den unge hjerne, der endnu ikke er færdigudviklet.
Helt nye tal viser desværre, at næsten hver femte (18,2 %) 15-17-årige bruger nikotinprodukter som snus, nikotinposer og vapes, mens det er helt oppe på næsten hver tredje (30,4 %), når vi ser på forbrug af alle tobaks- og nikotinprodukter i samme aldersgruppe. Dette er meget bekymrende, da nikotinen er særligt skadelig for børn og unge.
”Udviklingen går den helt forkerte vej, og alt for mange børn og unge bruger nikotinprodukter. Der er absolut ingen grund til, at børn og unge bliver afhængige af nikotin. Særligt ikke når vi ved, at det er særligt skadeligt for børn og unge, da deres hjerne stadig er under udvikling”, siger enhedschef Niels Sandø.
”Giver du en skive?” ”Jeg kunne godt bruge et puff” eller ”må jeg låne en træstamme?”. Forstår du heller ikke en snus af dette, så er du ikke den eneste. Børn og unge har fundet på mange slangudtryk, der kan skjule, hvilke skadelige produkter, der reelt er tale om.
Nikotinmarkedet er under konstant udvikling, og der kommer jævnligt nye produkter, der er let tilgængelige og særligt appellerer til børn og unge for eksempel pga. børnevenlige smage. Børn og unge eksponeres fortsat for mange tobaks- og nikotinprodukter i skolen, på sociale medier, samt i tv og butikker.
Samtidig viser fokusgrupper og interviews, foretaget af COWI for Sundhedsstyrelsen, at mange forældre til teenagere mangler viden om de nye nikotinprodukter, unges brug, og ikke mindst om de skadelige virkninger, som nikotin især har på en hjerne i udvikling. Dette videnshul vil Sundhedsstyrelsens nye kampagne målrettet forældre til teenagere forsøge at lukke.
”Nikotin er skadeligt i sig selv, men det ved teenageforældre ikke nødvendigvis. Derfor lancerer vi en kampagne, som skal oplyse forældre om risikoen ved nikotin. Vi håber, at kampagnen vil få forældre til at tale med deres børn om nikotin, og ikke kun rygning. Langt de fleste forældre i dag er klar over, at tobak og rygning er skadeligt, men færre er opmærksomme på, at nikotinen i sig selv er skadelig. Og vi er bekymrede over, at flere og flere børn og unge bliver afhængige”, siger Niels Sandø.
Kampagnens målgruppe er forældre til teenagere. I løbet af de kommende uger vil man kunne se kampagnens hovedfilm og øvrige aktiviteter på Facebook, Instagram, Youtube, og i forskellige bannerannoncer på web.
Til kampagnen er der udviklet en ny underside på sst.dk, hvor forældre kan finde mere viden om nikotinprodukter og deres skadevirkning. På hjemmesiden kan kommuner, SSP-konsulenter, undervisere mm. desuden downloade forskelligt informationsmateriale, som plakater, foldere og dialogmateriale.
”Vi ved, at der er efterspørgsel på denne type materialer lokalt i de kommunerne, og vi håber derfor, at kampagnens materialer og budskaber vil få en lang levetid lokalt overalt i landet,” slutter Niels Sandø.
Kampagnens hovedfilm, tidligere rapporter og øvrige elementer kan ses på www.sst.dk/da/Nikotin
Tættere samarbejde om folkesundhed mellem Norge og Danmark
DSFF har etableret et samarbejde med den norske Folkehelseforening, som bl.a. har udmøntet sig i et debatindlæg i Dagens medicin ’Sådan kan en folkesundhedslov løse vores alvorlige folkesundhedsproblemer’1i 2021. Der var i bestyrelsen interesse for at styrke dette samarbejde yderligere, og det blev besluttet at deltage i Folkehelseforeningens årlige konference. Forperson for Folkesundhedsdagsudvalget Kirsten Vinther-Jensen, næstforperson i bestyrelsen Pernille Dam Naumann og forperson for Det Videnskabelige Udvalg Signe Smith Jervelund deltog både i Folkesundhedskonferencen og førkonferencen ’Celebrating 50 years of Nordic public health research’ arrangeret af Scandinavian Journal of Public Health. Forperson for det Videnskabelige Udvalg var som medlem af redaktionen inviteret af tidsskriftet.
Et af hovedformålene med den norske folkesundhedskonference er at være brobygger mellem forskere, praktikere, erhvervslivet, frivillige organisationer og beslutningstagere. Konferencen fandt sted i Hamar kommune i Innlandet fylkeskommune i oktober 2022 og havde temaerne ’Fra økende forskjeller til bærekraftige samfunn’ om tirsdagen og ’Samspill og samhandling’ om onsdagen. Konferencen samlede mere end 450 deltagere fra alle dele af Norge, og et kig ned over deltagerlisten afslører, at rigtig mange kommuner og fylkeskommuner deltog. Universiteter og højskoler fordelt over hele Norge var også flot repræsenteret, og desuden deltog statslige institutioner, fagorganisationer og frivillige organisationer.
En konference med lokalt samarbejde
Folkesundhedskonferencen finder sted hvert år over to dage. Konferencen sker i samarbejde med en kommune, en fylkeskommune og Folkehelseinstituttet. Kommune og fylkeskommune bidrager økonomisk hver med 100.000 n.kr. og deltager i den praktiske gennemførsel. Alle deltager i planlægningen. Konferencen flytter derfor rundt i Norge efter ansøgning og et fastlagt geografisk mønster. Norge har 356 kommuner og 11 fylkeskommuner (regioner) og efter vedtagelsen af en Folkesundhedslov i 2012, hvor kommuner, fylker og staten har fået lovpligtige folkesundhedsopgaver, er der ansatte til at varetage disse opgaver i alle kommuner, fylker og på statsligt niveau.
Samme folkesundhedsbekymringer, men også andre og bredere fokuspunkter
De folkesundhedsmæssige problemområder i Norge er meget identiske med de danske. Det gælder både social ulighed i sundhed med store forskelle i levealder mellem befolkningsgrupper og mistrivsel, der spores hos unge, især piger. Derudover indrammes tidens store folkesundhedsudfordringer som de tre C’er: Covid 19, Climate change og Conflicts. Der er fortsat eftervirkninger efter isolation under Covid 19, og undersøgelser viser, at pandemien har ramt hårdest blandt dem, som havde det værst også før pandemien. Ift. klimaet og konflikter blev det fremhævet, at vi lever i en globaliseret verden, så vi i Norden bliver i særdeleshed også påvirket sundhedsmæssigt af konflikter ude i verden, og ikke mindst af klimaforandringer, der giver tabte leveår.
En lidt anderledes vinkel blev også fremlagt af arkitekt og byplanlægger, Ewa Westermark fra Gehl Arkitekter, som tog udgangspunkt i bymiljøet som en uudnyttet ressource til fremme af lighed i sundhed og gav eksempler fra København, New York og Hamar. Eksemplet med New York tog udgangspunkt i den omfattende omlægning af Times Square, der blev spærret for trafik, og der blev i stedet indrettet små pladser. Dette førte bl.a. til 84 % flere aktiviteter, fordi der blev mulighed for, at folk kan interagere. De positive erfaringer med omlægningen af Times Square førte til at der blev etableret 70 nye pladser rundt omkring i New Yorks kvarterer. En evaluering viser, at pladserne giver beboerne ejerskab og fører til flere sociale interaktioner. 75 % af dem der bor ved eller omkring pladserne kender nu flere mennesker lokalt end de gjorde før. En omlægning af Hamar havnepark førte til, 357 % flere ophold i parken, og at 283 % flere børn leger på legepladsen.
Fælleskaber
Styringsparadigmer har ændret sig over tid. I den traditionelle offentlige forvaltning taler man om klienter med formelle juridiske rettigheder. I New Public Management taler man om kunder, effektivitet, mål og resultatstyring. I New Public Governance taler man om samskabelse af aktive partnere, vægt på samarbejde og netværk. Kernen er nye relationer til brugere, pårørende, ansatte og eksperter. Der skelnes ikke tydeligt mellem samskabelse og samproduktion, hvor det første er innovation og nye løsninger, og det andet er samproduktion af tjenester med den enkelte tjenestemodtager eller andre aktører. Motivationen for samskabelse er en redemokratisering, at håndtere sammensatte samfundsudfordringer, fremme kreativitet og innovation, styrke kvalitet og træfsikkerhed, styrke værdiskabelse i tjenesteydelser og styrke kapaciteten i det offentlige.
I den norske folkesundhedskonference blev der også lagt vægt på kærlighed og relationers betydning for folkesundhed. Psykolog Zemir Popovic holdt et sympatisk oplæg om emnet og understregede, at relationer er med til at udvikle identitet og giver tilknytning og tilhørsforhold. Relationer er således en hjørnesten af den menneskelige sundhed og er derfor også en bærende kraft i forståelsen af ulighed i den forstand, at brud i relationer giver tab af sig selv. Dette brud sker fx ved flugt, og det er derfor af stor betydning, hvordan vi modtager flygtninge. Gode relationer bygger på to hjørnesten – at give og at tage imod kærlighed. Dette for at man kan føle sig værdsat og betydningsfuld. Pointen er, at folkesundhed ikke skabes i den praktiserende læges konsultation, men i mellemmenneskelige relationer.
Der var et oplæg om børnehaver som nærdemokratisk arena for fællesskaber. Hovedpointen var, at en plads i børnehaver en universel rettighed, og derfor er det oplagt at betragte børnehaven som en relevant nærdemokratisk arena eller som et lokalsamfund. Børnehaver er særligt egnede til at opbygge fællesskaber og inkludere stemmer, som ellers italesættes som ”svære at nå” og dermed lette at ignorere. På den måde kan børnehaver fungere som samskabelsesarenaer og nærdemokratiske platforme i lokalsamfundet. Det fremmer kollektiv handling og påvirkningskraft.
Samspillet mellem det offentlige og det frivillige var også et tema. Oplevelsen er, at alle frier til frivilligheden, og mange statslige officielle udmeldinger ser frivillighed som en del af løsningen. Det er imidlertid ikke så enkelt. Kommunerne opfordres til at udforme en politisk vedtaget bæredygtig frivillighedspolitik, som udvikles i et fællesskab med alle, bygger på frivillighedens præmisser og forudsætninger, beskriver konkrete virkemidler og hviler på samarbejdsaftaler.
Lad de 1000 blomster blomstre
Konferencens eftermiddage var helliget 2 gange 6 parallelle sessioner af en times varighed, hvor der var mulighed for at følge et bestemt spor inden for samme emneområde eller vælge to helt forskellige emner. Sessionerne var meget forskelligt organiseret lige fra oplæg med begrænset mulighed for spørgsmål og debat til aktivt involverede workshop med rollespil. Generelt var der ikke så stor fokus på evidens/videnskabelig tilgang i disse oplæg, men snarere blev forskellige erfaringer og interventioner præsenteret ud fra devisen: ”Lad de 1000 blomstre blomstre”. Konferencen bød også på Pecha Kucha – et oplægskoncept, hvor hver oplægsholder har 20 slides, der hver især omtales i 20 sekunder. Her var der korte præsentationer af fx et inklusionstiltag, hvor deltagere med indvandrerbaggrund visualiserede ’deres sted i verden’, ud fra idéen om et godt, frit og trygt sted at være. Der blev også præsenteret andre sundhedsfremmende tiltag i form af sanse- og skolehaver, der var etableret i samarbejde mellem frivillige sociale organisationer, kriminalforsorgen og Hamar Kommune. Endelig var der et par friluftstiltag – fx vandregrupper og vandreruter.
I pauserne var der mulighed for at besøge udstillinger og posters. Efter det faglige program var det muligt at deltage i en social aktivitet, og dagen sluttede med festmiddag.
Afsluttende bemærkninger
Alt i alt gav den norske folkesundhedskonference indtryk af et aktivt og idérigt folkesundhedsmiljø. Der var et påfaldende fravær af snak om ressourcemangel. Problemer med rekruttering til velfærdsområderne blev nævnt i en enkelt bisætning, men økonomiske problemer blev ikke italesat overhovedet. Hvor folkesundhedsarbejdet i Danmark i mange år har været centreret omkring risikofaktorer, og hvor traditionel sundhedsfremme i en årrække har været fortrængt til fordel for de klassiske KRAM-faktorer, gav den norske folkesundhedskonference indtryk af, at et bredere sundhedsbegreb bliver udfoldet i norsk folkesundhedspraksis. Omvendt var der i Norge ikke så meget fokus på evaluering eller forskning på effekten af de mange initiativer. Dette efterlod et broget indtryk af, at man i Norge måske er lidt efter Danmark ift. professionaliseringen af folkesundhedsområdet, men omvendt er længere fremme ift. rent faktisk at praktisere et mere holistisk sundhedsbegreb.
Det faglige input er blevet til samarbejde mellem Pernille Dam Naumann, Kirsten Vinther-Jensen og Signe Smith Jervelund, de tre er henholdsvis næstforperson i DSFFs bestyrelse og forpersoner i de stående udvalg Folkesundhedsdagsudvalget og Forskningsudvalget.
Vi har længe vidst, at demenssygdom også er de pårørendes sygdom. Det er veldokumenteret, at de pårørende oplever en ringere livskvalitet og trivsel, og som følge heraf en øget risiko for psykisk sygdom samt en højere dødelighed. Psykiske diagnoser og symptomer såsom angst, stress og depression ses nu hos over halvdelen af de nære pårørende (1). Alzheimerforeningen foretog en undersøgelse blandt pårørende til demensramte, hvad nedlukningen i forbindelse med Corona betød for deres trivsel. De kunne i november 2020 fremlægge, hvor mange af de pårørende der følte sig isolerede og ensomme grundet nedlukninger af tilbud og aflastningsmuligheder. Dette var 32% af de adspurgte (2).
Statistikken understøttes af en ny rapport af Emma Kjær Pedersen (3), som er udarbejdet i LIDEM-regi (Livet med Demens – forskningsnetværk på Syddansk Universitet). Rapporten undersøger de pårørendes hverdagsliv til en dement borger og peger på fire nedenstående hovedresultater:
De pårørende er en yderst vigtig ressource i hverdagen for sygdomsramte borgere med demens såvel som sundhedssektoren. Politikken er i høj grad baseret på at holde borgerne i eget hjem så længe som muligt, hvilket gør, at pårørende ægtefæller ikke kan trække sig, men derimod må agere daglig omsorgsperson. De pårørende påtager sig rollen, frivilligt såvel som ufrivilligt, og agerer hurtigt som semi-professionelle plejere. Dette skaber en ubalance i relationen, som slider på både relationen og de pårørende. Børn til personer med demens, som har det primære pårørendeansvar, beskriver ligeledes situationen som problematisk, da de ofte skal agere som forælder for egen forældre. Voksne børn kan delvist pause deres pårørenderolle, idet de fysisk kan distanceres mere end en ægtefælle. Relationen fra de pårørende til omverdenen sættes også på pause og betyder en følelse af afsavn og ensomhed.
Flere pårørende beskriver sygdomsprocessen og deres interaktion med sundhedssektoren som ’ren overlevelse’. Rollen kræver mange ressourcer af de pårørende, og at de optager sig rollen forventes - mere eller mindre usagt af sundhedssektoren. En stor kritik, som de pårørende netop retter mod den danske sundhedssektor, er, at de pårørendes behov og livssituation ikke medtænkes i ligningen. De pårørende er plejere og vil gerne påtage sig det ansvar, som medfølger, men føler ofte, at sundhedssektoren møder dem med manglede forståelse, når de pårørende italesætter egne behov.
At få stillet selve diagnosen er præget af stor ambivalens. Undersøgelsen peger på, at demensdiagnosen åbner nogle døre i sundhedssektoren og kan give en lettelse, fordi man nu bliver hjulpet af systemet. Diagnosen rummer også en grad af tristhed, idet det nu er endegyldigt, at fremtiden er usikker. Samtidig skal de pårørende være vidne til at deres kære bliver mere plaget af sygdom, og, at deres tilstand forværres. Processen er for de pårørende forbundet med tvetydigt tab. De kan ikke udtrykke et entydigt farvel, selvom deres kære mentalt er væk. Dette medfører ifølge Boss (4) en kompleks sorg, som de pårørende ofte skal have professionel hjælp til at være i.
Forskningen har vist, at især pårørendegrupper er utrolig vigtige for de pårørende. Det er her, de kan føle aflastning, snakke frit om tabubelagte emner og få bearbejdet den sorg som demenssygdom medfølger. Det er et nødvendigt frirum. Udforingen for de pårørende er, at de skal tilsidesætte egne behov og ønsker for at kunne løfte det ansvar, som pålægges dem via pårørenderollen. Kort sagt er samfundet ikke indrettet til at være primære pårørende og selvstændigt individ med eksempelvis arbejdsmarkedstilknytning, fritidsliv og sociale relationer at pleje. Det generelle ønske for de pårørende i sygdomsprocessen er, at sundhedssektoren - såvel som befolkningen - ser det samlede billede og derigennem anerkender, at sygdommen også er de pårørendes sygdom, og derfor bør der være flere initiativer, der er rettet mod deres trivsel og sundhed.
Trods rapportens entydige resultater om de pårørendes livssituation, falder deres behov mellem to stole og prioriteres ikke synderligt højt på den politiske dagsorden. Der er behov for politisk vilje og en erkendelse af, at demens også de pårørendes sygdom. Som samfund skal vi være taknemmelige for den indsats, de pårørende yder, og ikke glemme deres situation i debatten af prioriteringen af sundhedsydelser og ventelister.
Referencer:
Dette faglige input er skrevet af Pernille Tanggaard Andersen, Emma Kjær Pedersen & Nanna Jørgensen fra forskningsenheden for Sundhedsfremme Syddansk Universitet.
Pernille er viceinstitutleder ved Institut for Sundhedstjenesteforskning (IST), forskningsleder og professor på Sundhedsfremme og sidder i DSFF forskningsudvalg.
LIDEM er et tværfagligt forskningsnetværk med eksperter med forskellige videnskabelige kompetencer placeret på 10 forskningsinstitutter ved SDU på tværs af fire fakulteter (HUM, NAT, SAMF og SUND). https://www.sdu.dk/da/forskning/forskningsformidling/citizenscience/lidem
CVR. 2909 3970
Svenstrupvænget 5 E,
5260 Odense S
administration@dsff.dk
Tlf.: +45 7060 5845