Fagligt input 2025-2026

Fra bøvl til bold: Hvem tager ansvar for velfærdsforskning?

Kommentar til DFIRs rapport “Forskningsinformereret velfærdsinnovation i de danske kommuner”.

I oktober fremlagde DFIR rapporten  “Forskningsinformeret velfærdsinnovation i de danske kommuner”[ https://ufm.dk/publikationer/2024/dfir-rapport-forskningsinformeret-velfaerdsinnovation-i-de-danske-kommuner] , som på én gang er inspirerende men også nedslåede læsning.

Det inspirerende i rapporten er, at DFIR deler vores konklusion om behovet for at styrke forskningen for at opretholde den borgernære velfærd.  Vi ser derfor positivt på de seks anbefalinger, som vi i høj grad støtter. Eksempelvis kan vi fremhæve behovet for, at kommunerne får et klart mandat til at indgå i forsknings- og innovationssystemet, at der etableres et nyt paradigme til vurdering af kvaliteten af denne type forskning. og at rammerne for kommunernes forskningsdeltagelse forbedres. 

Det nedslående er, at rapporten bekræfter billedet af, at den kommunale velfærdsforskning har det hårdt. Blandt andet anslår DFIR i rapporten, at under en promille af det kommunale velfærdsbudget bruges til forskning og udvikling. Men det kan der, som rapporten også skriver, være mange gode (og mindre gode) grunde til. Vi er i mange års forskningssamarbejder med kommuner stødt ind i de fleste af dem.

Men lidt gemt væk midt i det hele på side 29, står den nok vigtigste sætning i rapporten: “Ingen har bolden”.

Det er en konklusion, som vi kun kan nikke genkendende til efter mange års erfaring med udviklingen af velfærdsektoren i spændingsfeltet mellem forskning, kvalitetsudvikling, analyse – og kommunal og regional drift af social- og sundhedsvæsenet.

Når vi er lykkedes med forskning i samspil med kommunerne, så skyldes det et langt sejt træk med at udvikle nye metoder og tilgange, indgå i ligeværdige samarbejder med praksis, bidrage til at opbygge forståelse for den kommunale hverdag blandt forskere og have en fleksibel overgang mellem udvikling, forskning og implementering. Men som en deltager på DFIRs konference i oktober sagde, ”så er samarbejdet mellem forskning og praksis helt kort fortalt bøvlet”.  Og vi er enige, ’bøvlet’ er dækkende. Derfor har denne type forskning og udviklingsprojekter også lidt trange kår hos mange fonde, og betragtes i mange forskningsmiljøer ikke som “rigtig” forskning.

DFIRs rapport, tager derfor et vigtigt opgør. Gennemføres anbefalingerne vil der være tale om et paradigmeskifte i dansk forskning.

Om de øgede ressourcer udmøntes i en selvstændig fond (DFIR rapportens anbefaling 3) eller som nu gennem særopslag via især Danmarks Fri Forskningsfond, har begge sine fordele og ulemper. Den fælles udfordring er, at flere udbudte fondsmidler let risikerer at det fastholder en projektlogik, som i høj grad er på forskningsinstitutionernes præmisser. Den kan ved første øjekast virke tillokkende for kommunerne, da de så ikke selv som driftsinstitutioner skal finde midler for at deltage. Men det er også vejen til at sikre, at der ikke sker en vedvarende forandring og en fortsættelse af den konstante knopskydning af projekter hist og pist, som stort set ikke implementeres i driften, og som heller ikke spredes og skaleres.

Det afgørende er derfor det paradigmeskift som rapporten beskriver, hvor staten for det første skal give kommunerne et klart mandat i forskningen, hvor kommunerne skal have bedre rammer for at udfylde det mandat. Som Jesper Fisker sagde ved rapportens præsentation skal praksis have definitionsretten. Det lyder på papiret helt logisk, men det bliver en stor kamel at sluge for mange forskningsmiljøer. Når svaret er “forskning”, så er det svært som forsker ikke også at mene, at man skal definere spørgsmålet. I DEFACTUM har vi selv måtte lære at sidde på hænderne og bide os i tungen i de situationer.  Men kun på den foreslåede måde kan velfærdsforskning og –innovationen styrkes i praksis og bidrage til udvikling af praksis – og ikke kun på papiret.

Det er et stort men afgørende arbejde, som DFIR har lagt op til, som kræver samarbejde på tværs af mange forskellige aktører på tværs af hele landet baseret på repræsentation, fleksibilitet, forståelse og tålmodighed.

Udfordringen er med andre ord ikke bare, at ingen har bolden, men at ingen skal have bolden alene. Vi kan kun løfte det her sammen. Vi er klar til indskiftning.

Indlægget har også været bragt i Altinget Forskere: Den kommunale velfærdsforskning har det hårdt, fordi ingen har ansvaret - Altinget: Kommunal og er udarbejdet af forskningschef og lektor Camilla Palmhøj Nielsen og forskningsleder og professor Thomas Maribo, DEFACTUM, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Camilla Palmhøj Nielsen er medlem og tidligere bestyrelsesmedlem i DSFF og Thomas Maribo er forperson i DSFFs forskningsudvalg.

Favoritpodcasts inden for folkesundhed i 2024

Jeg er altid på udkig efter nye måder at udvide min viden på og finde inspiration til mit arbejde. En af de metoder, jeg har fundet særligt givende, er at lytte til forskelligartede podcasts inden for folkesundhed. Ugentligt bruger jeg flere timer på at lytte til podcasts, fx når jeg går tur med hunden, gør rent eller kører bil. Disse podcasts giver også inspiration til planlægningen af den Nationale Folkesundhedskonferencen, hvor jeg deltager i konferenceudvalget arbejde.

I 2024 har tre podcasts gjort et særligt indtryk på mig. De adresserer meget forskellige målgrupper og tematikker. Jeg håber, at I vil finde dem lige så inspirerende og informative, som jeg har gjort og måske endda finde nye favoritter blandt mine anbefalinger.

’Er du helt væk’ er en podcast, der giver indblik i ungelivet og alt det, som kan udfordre. De foreløbige tre afsnit centrerer om tematikkerne perfekthedskultur, søvn, trivsel og alkohol. Forældre, eksperter og ikke mindst de unge selv stiller skarpt på de dilemmaer, som følger med, når teenageårene rammer familielivet. Podcastseriens vært er Maria Koch Aabel, som er programleder for Fælles om ungelivet i Sundhedsstyrelsen. Podcasten er produceret i et samarbejde mellem Heartbeats og Gentofte Kommune.  

Er du helt væk!?

'Du dør, hvis du græder' er en sårbar og elegant fortælling om at få en uhelbredelig sygdom. Den handler også om mødet med sundhedsvæsenet, når man får en alvorlig sygdomsdiagnose, og hvordan dette møde internaliseres og får betydning for, hvordan mennesker håndterer deres sygdom. Podcastserien er produceret og tilrettelagt af Sigurd Hartkorn Plaetner, som var 20 år gammel, da han fik konstateret sclerose. Podcastserien findes i 14 afsnit og er blevet til i et samarbejde med Scleroseforeningen og JFM. 

Du dør hvis du græder Podcast – Apple Podcasts

’De gyldne dråber’ handler om kommercielle kræfter i relation til svær overvægt og behandlingen heraf. Vægttabsmedicin var på alles læber i 2024 og podcastserien, som findes i tre afsnit, afslører et massivt PR- og lobbyarbejde fra Novo Nordisk A/S, som har sigtet mod at påvirke befolkningens, politikernes og lægernes syn på overvægt og vægttabsmedicin. Podcastserien er produceret af DR.

Sorte tal | Gyldne dråber 1:3 | DR LYD

Det faglige input er leveret af Nana Folmann Hempler, Forsknings- og Analysechef i Scleroseforeningen. Nana er medlem af DSFFs bestyrelse og forperson for konferenceudvalget, som blandt andet står for planlægningen af Den Nationale Folkesundhedskonference.