Arbejdsprincipper

DSFFs bestyrelse arbejder løbende med at finde de bedste veje mod opfyldelse af selskabets formål.

Aktuelle tanker og tiltag kan ses herunder.


Dansk Selskab for Folkesundhed arbejder for at fremme folkesundheden, forebygge sygdom, mindske konsekvenserne af sygdom og reducere ulighed i sundhed mellem forskellige grupper i samfundet.

Vi fremmer folkesundheden gennem stærke faglige bidrag til forskning, praksis og politik – med fokus på forebyggelse, lighed og bæredygtige løsninger.

Vores arbejde bygger på følgende principper:

  • Folkesundhed er et samfundsanliggende: I et velfærdssamfund er sundhed og trivsel et fælles anliggende. Derfor taler vi for strukturelle løsninger og løsninger i fællesskab.
  • Folkesundhed bygger på solid viden og evidens: Vi formidler, hvad der virker, og hvad der er vigtigst – både i vores publikationer og i andre faglige indlæg.
  • Folkesundhed kræver politisk engagement: Forebyggelse er et politisk vanskeligt og underprioriteret felt. Vi fremhæver feltets potentiale og gør indsigelser, når det ikke udnyttes.
  • Folkesundhed forudsætter målrettet indsats mod social ulighed: Ulighed i sundhed skal bekæmpes både uden for sundhedsvæsenet, hvor mange af årsagerne findes, og i mødet med sundhedsvæsenet. Samtidig skal sundhedsindsatser, når de møder borgerne, differentieres og prioriteres, så dem med størst behov får mest støtte. Det kræver tværgående engagement og politisk vilje.
  • Folkesundhed fremmes gennem lige og bedre adgang til sundhedsydelser: Vi arbejder for en organisering og et tværsektorielt samarbejde, der sikrer sammenhæng og gode overgange mellem indsatser og systemer, så sundhedstilbud reelt bliver tilgængelige for alle.