|
Pressemeddelelse udsendt 31. august 2009
Store forventninger til regeringens handlingsplan for forebyggelse
”Dansk Selskab for Folkesundhed har store forventninger til regeringens snarlige offentliggørelse af sine lovede planer for at forbedre danskernes sundhed” siger selskabets formand Finn Kamper-Jørgensen.
Regeringen har allerede besluttet at stille 40 milliarder kroner til rådighed de kommende år for at forbedre vort sygehusvæsen. Vi forventer en lige så ambitiøs plan for en sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats som opfølgning på forebyggelseskommissionens forslag. Store investeringer i vore sygehuse gør det ikke alene. Danskernes sundhed kan kun forbedres ved også at investere massivt i at hjælpe danskerne – børn, voksne, gamle – til at leve et sundere liv i det daglige og udvikle danskernes levevilkår i en sund retning, - på arbejdet, i boligen, i skoler og børnenes daginstitutioner.
”Vi ser frem til at sundhedsministeren fremlægger en konkret og visioner plan snarest” slutter formanden for Dansk Selskab for Folkesundhed.
Kontakt
Finn Kamper-Jørgensen
Direktør
Statens Institut for Folkesundhed
Syddansk Universitet
Øster Farimagsgade 5 A
1353 København K, Danmark
tlf.: + 45 39 20 77 77
e-mail: fkj@si-folkesundhed.dk
www.si-folkesundhed.dk
Efter forebyggelseskommissionen - et skridt fremad for folkesundheden?
Bestyrelsen, Dansk Selskab for Folkesundhed
I Dansk Selskab for Folkesundhed glæder vi os over, at Forebyggelseskommissionens redegørelse nu endelig lægges offentligt frem. Redegørelsen er længe ventet og i Folkesundhedslandskabet er alle klar til at tage det skridt fremad, kun ambitiøse nationale udspil kan give.
Og kommissionen viser faktisk ambitioner i sin grundlæggende tænkning, når den tager fat der, hvor det virkelig kan flytte noget – med den store strukturelle pensel, med regulering. Der hvor samfundet kan tage ansvar: med afgifter, forpligtelser, lovgivning. Det blev der allerede delvist taget fat på, da Skattekommissionen for nogle uger siden også havde afgiftsændringer med, som skulle bidrage til mere sundhed. Men Forebyggelseskommissionen går endnu længere, og det er vigtigt og rigtigt at foreslå betydelige påvirkninger af rammerne for danskernes liv. Kommissionen foreslår også en række konkrete tilbud til borgerne – livsstilsændringer gennem motivation, rådgivning og træning. Der er ikke store overraskelser i redegørelsen, men det er positivt, at forebyggelsesindsatserne nu mere ses i et helhedsperspektiv, der fokuserer på både livsstil og strukturelle rammer. I årtier har vi næsten udelukkende fokuseret på livsstilsindsatser overfor enkeltindivider. Det er på tide at flytte fokus.
Et ambitiøst nytænkende udspil er altså helt nødvendigt. For vi står overfor reelle problemer, der skal gøres noget ved. Selv om den forventede levealder er øget kraftigt, øges den hurtigere i enkelte andre lande. Uligheden i sundhed er stigende. Antallet af mennesker med kroniske lidelser er stigende.
Dansk Selskab for Folkesundhed består af forebyggelsesaktører fra forskning, praksis og det politisk/administrative niveau – det krydsfelt, folkesundheden løftes i. Og netop dette perspektiv gør, at vi i selskabet har to hovedbekymringer i forhold til den redegørelse, der ligger nu. De handler dels om forskning og vidensopbygning og dels om den fremtidige konkrete omsætning af kommissionens anbefalinger til politisk og faglig praksis.
Det er et vigtigt og rigtigt signal, at Forebyggelseskommissionen fremhæver, at forskning og vidensindsamling skal prioriteres, men tilgangen rammer ikke det behov der faktisk er, og ambitionsniveauet her er slet ikke højt nok.
I dag foreligger forholdsvis spredt solid forskningsbaseret viden om, hvilke indsatser, der virker. Især er der behov for mere viden om tiltag, som kan bidrage til at reducere den sociale ulighed. Der er voldsomt brug for at videreudvikle metoder og organisationsformer især i forhold til lavt uddannede og socialt udsatte. Vi kan ikke længere ignorere de enorme forskelle blandt sociale grupper i fx rygning, og her skal nytænkning til.
Den epidemiologiske udforskning af sammenhænge mellem risikofaktorer og sygdomme i befolkningen har hidtil været prioriteret højst på forebyggelsesområdet. Det betyder, at vi har masser af viden om effekterne af fysisk inaktivitet, forkert kost, alkohol og tobak. Men vi ved ikke nok om, hvilke interventioner, der virker. Der er en meget stor risiko for, at det enorme potentiale og den enorme energi, der lige nu er for at bedrive forebyggelse i de kommuner, som har haft forebyggelsesopgaven siden 2007, bruges på spredte, uvirksomme, kortsigtede indsatser. Hvis ikke vi på nationalt niveau meget snart får etableret én stor fælles bestræbelse på at udvikle viden om forebyggelsesinterventioner, vil den strukturreform, der trådte i kraft i januar 2007 betyde et overordentligt stort tempotab for arbejdet med forebyggelse og dermed for folkesundheden.
Skal vi vidensbasere det praktiske forebyggelsesarbejde, kræver det helt andre slags forskning end den epidemiologiske – fra kvalitative studier via analyser af kvantitative observationsdata og komparative analyser på organisationsniveau til randomiserede effektevalueringer af konkrete indsatser.
Det er positivt, at Forebyggelseskommissionen anbefaler en prioritering af interventionsforskning. Men der er brug for, at kræfterne forenes på en helt ny måde. Der er brug for et samarbejde centralt, regionalt og lokalt for at løfte folkesundheden i flok. Regionerne og kommunerne har ikke økonomisk råderum til at sætte store interventionsforskningsprojekter i gang og de fleste kommuner er heller ikke store nok til alene at etablere dokumentationsekspertisen. Der er brug for en national infrastruktur for dialog og samarbejde mellem forskning og praksis. Der er brug for betydelige midler til arbejdet. Og der er brug for en total nytænkning af, hvordan midler udmøntes på dette område. Typisk har det været sådan, at der på den ene side udmøntes midler til forskning alene og på den anden side i den kommunale administrative og politiske virkelighed ikke er et ønske om at bruge kommunale midler til vidensopbygning, men kun til aktiviteter, som direkte kommer borgerne til gode – indenfor den aktuelle valgperiode. Skal vi løfte forebyggelsen gennem interventionsforskning, må der tilføres midler, som kan bruges både til selve interventionen og til vidensopbygningen. Midler, som rækker til flerårige indsatser, der kan fastholdes på trods af politiske forandringer. Og det skal være offentlige midler. Vi kan og må ikke lade forskningsudviklingen bero på private fondes forgodtbefindende – selvom fx. de 100 mio., TRYGfonden investerer, er meget velkomne. De offentlige ressourcer, der har været til vidensopbygning findes i spredte kortvarige bevillinger, fx satspuljer. Men dels er de ikke tilstrækkelige, og dels er de ofte ikke i særlig grad rettet mod at opbygge viden. Og ikke mindst har de resulteret et veritabelt puljetyranni: prioriteringerne følger det tema, der i øjeblikket findes puljer til at arbejde med.
Ressourcer er i det hele taget nødvendige på forebyggelsesområdet, som de sidste to-tre år har været præget af snæver og kortsigtet økonomi-tænkning og heraf følgende manglende ejerskab til opgaven og tilfældige prioriteringer. Og det bringer os til selskabets anden bekymring i forbindelse med kommissionens arbejde.
Det er åbenlyst, at kommissionen sætter sig mellem to stole i hele sin tilgang. På den ene side er der fine og gode – om end ikke overraskende - faglige ambitioner i rapporten, på den anden side er formuleringerne i anbefalingerne meget, meget bløde, formet som forsigtige forslag til indsatser, som evt. kan gennemføres, hvis man vil. På den måde har anbefalingerne i nogen grad karakter af at være udtryk for mindste fællesnævner mellem kommissionens medlemmer, som spænder fra højt profilerede og anerkendte professorer til mere traditionelle interessenter med stort og forpligtende politisk bagland.
Resultatet af dette misk-mask mellem perspektiver kombineret med det oprindelige kommissorium, som pålagde kommissionen at finde forslag til omprioriteringer og kosteffektive tiltag frem for at give friere tøjler til en skarp, national ambition gør, at vi i selskabet er overordentlig bekymrede for efterspillet til kommissionens arbejde.
Vi er bekymrede for, hvad der nu kommer til at ske, når redegørelsen kastes ind i krydsfeltet mellem politik, praksis og forskning. I det krydsfelt kan ambitionerne nemlig let ende med at kuldsejle, fordi ingen af parterne føler et egentligt ejerskab. Og fordi nytænkningen i kommissionens redegørelse ikke er så stor, at den frister i sig selv.
Det siges, at der skal udformes en national handlingsplan på området. I Dansk selskab for Folkesundhed ser vi frem til at følge det arbejde. Selvom handlingsplanen med kommissionens redegørelse ikke kan tage udgangspunkt i en skarp og klar ambition, skal og må den løfte forebyggelsesarbejdet videre og forene kræfterne forskere, politikere og praktikere imellem, hvis vi for alvor skal bedre folkesundheden i Danmark.
